Hun har for det meste sørget for at holde sig ude at mediernes søgelys og holde lav profil.
Men der bliver formentlig i den grad ændret på det senere på året, når Melania Trump indtager hovedrollen i en ny og stort anlagt dokumentar.
Det er ifølge Fox News streaminggiganten Amazon Prime, der har sikret sig de eksklusive rettigheder til en dokumentarfilm om den både forhenværende og kommende amerikanske førstedame, der danner par med Donald Trump.
Dokumentaren – der ifølge mediet er sat til at få biografpremiere og blive udgivet på streamingtjenesten – vil angiveligt give seerne »et hidtil uset kig bag kulisserne« i Melania Trumps liv, lyder det i en udtalelse fra Amazon.

»Vi glæder os til at dele denne helt unikke historie med vores millioner af kunder over hele verden,« oplyses det videre.
Nyheden om den kommende dokumentar kommer blot få uger før, at Melania Trump vender tilbage til Det Hvide Hus som landets førstedame.
Det sker, efter hendes mand tilbage i november vandt det amerikanske præsidentvalg – og Donald Trump bliver dermed endnu en gang indsat som præsident.
Melania Trump er ellers meget kendt for at være yderst privat og kun sporadisk opholde sig i søgelyset.

Sidste år valgte hun dog at give et indblik i sit privatliv, da hun udgav sin erindringsbog med titlen 'Melania', hvor hun blandt andet fortalte om sin opvækst og om det første med Donald Trump til en fest.
Hvad den kommende dokumentar præcist vil have som fokus, er endnu uvist.
»Prime Video vil dele flere detaljer om projektet, efterhånden som optagelserne skrider frem, og udgivelsesplanerne bliver færdiggjort,« siger en talsmand for Amazon i en udtalelse til CNN.
Optagelserne til den kommende dokumentarfilm begyndte i december sidste år, skriver Fox News.
Den vil blive produceret af Melania Trump i samarbejde med Fernando Sulichin fra New Element Media, mens det vil være Brett Ratner fra RatPac Entertainment, som vil fungere som dokumentarens instruktør.
Hvis du synes, at instruktørens navn virker bekendt, så er det muligvis fordi, at han var involveret i en MeToo-skandale tilbage i 2017.
Der blev han anklaget for seksuelle overgreb af flere kvinder, herunder skuespilleren Olivia Munn.
Noget, han via sine advokater har afvist.
I årene siden har han dog ikke stået bag andre film – og dokumentaren om Melania Trump vil dermed ifølge nyhedsbureauet AP være det første projekt, han har instrueret, siden anklagerne brød frem.
Den kommende dokumentarfilm forventes ifølge Fox News at blive udgivet i anden halvdel af 2025.

