Er helt inde i varmen igen: Fik prominent plads ved præsidentbordet
Forholdet mellem den amerikanske præsident og den stenrige forretningsmand har ellers været præget af stor dramatik.

Forholdet mellem den amerikanske præsident og den stenrige forretningsmand har ellers været præget af stor dramatik.

I midten ses det amerikanske præsidentpar.
Men til højre i billedet – lige ved siden af Melania Trump – ses en mand, som man ud fra hans placering må formode er helt inde i varmen i Det Hvide Hus. Igen.
Nemlig verdens rigeste mand. Elon Musk.
Torsdag aften var han en af de indbudte gæster til en overdådig statsbanket i den amerikanske præsidentbolig til ære for den kinesiske præsident, Xi Jinping, der er på besøg i landet.
Xi havde selv fået plads lige ved siden af Donald Trump.
Men til den anden side – og til bords med de to præsidenter – sad altså også Elon Musk.

Forholdet mellem den amerikanske præsident og den stenrige forretningsmand har ellers været præget af stor dramatik.
Særligt sidste år, hvor de gik igennem et meget offentligt brud i kølvandet på deres ellers tætte parløb.
Revnerne opstod især, da Musk offentligt i stærke vendinger kritiserede den Trump-støttede lovpakke 'big, beautiful bill', som techmilliardæren blandt andet kaldte en »vederstyggelighed«.
Rigmanden nåede også at lufte tanker om at oprette sit eget tredje parti, og Trump svarede igen med at true med at stoppe de milliarder af dollar i tilskud, som Musks virksomheder modtager fra den føderale regering.

I efteråret var der dog tegn på, at bruddet mellem de to var ved at hele, og i slutningen af november vendte Musk for første gang tilbage til Det Hvide Hus til en officiel middag.
Da Donald Trump i maj i år satte kursen mod Kina for at besøge Xi Jinping, havde han også Elon Musk med – sammen med en række andre højtstående forretningsfolk og iværksættere.
Torsdag aften kunne Musk så indtage en prominent placering ved præsidentbordet i Det Hvide Hus ved siden af den amerikanske førstedame, Melania Trump.
Desuden er det torsdag også kommet frem, at den amerikanske regering formelt har anmodet om at tilslutte sig en retssag anlagt af milliardæren Elon Musk med henblik på at få annulleret en bøde på 120 millioner euro, som EU har pålagt X, der er Musks sociale medie.

Musk var dog ikke den eneste indbudte forretningsprofil til statsbanketten.
For gæstelisten talte adskillige tech-milliardærer og nogle af verdens mest magtfulde erhvervsledere.
Ifølge en gæsteliste offentliggjort af Det Hvide Hus var blandt andre Metas administrerende direktør, Mark Zuckerberg, OpenAI-medstifter Sam Altman samt Amazon-grundlægger Jeff Bezos blandt den inviterede erhvervselite.
Desuden var Musk ikke den eneste rigmand, der havde fået plads til bords med præsidenterne.

Forbes beretter, at også Nvidias administrerende direktør, milliardæren Jensen Huang, blev set sidde ved bordet sammen med sin hustru, Lori Huang.
Også milliardæren Lisa Su, der er administrerende direktør for chipproducenten AMD, og Apples bestyrelsesformand, Tim Cook, skal have siddet med til bords.