Epstein-offer taler ud: 'Jeg kan aldrig komme videre'
Roza Gilles var en af de kvinder, som blev sagesløst misbrugt af seksualforbryder Jeffrey Epstein. Nu fortæller hun sin uhyggelige historie.

Roza Gilles var en af de kvinder, som blev sagesløst misbrugt af seksualforbryder Jeffrey Epstein. Nu fortæller hun sin uhyggelige historie.

Hun kom til USA som 18-årig, hvor hun håbede, at hun kunne gøre karriere som model.
Via et modelbureau, som seksualforbryder Jeffrey Epstein ejede, kom Roza Gilles til Los Angeles fra Usbekistan, hvor hun i første omgang skulle arbejde for den nu afdøde finansmand.
Det skulle blive starten på et længere mareridt, hvor hun få sekunder efter sit møde med Epstein blev udsat for et seksuelt overgreb, der fortsatte i flere år.
Det fortæller Roza Gilles selv til CNN.
Roza Gilles var lige trådt ind på Jeffrey Epsteins kontor, da seksualforbryderen beordrede hende til at tage tøjet af.
Gilles var paralyseret af frygt, og de seksuelle overgreb blev blot flere og flere.
»Han viste ingen anger. De ting, han gjorde mod mig, sårede mig så dybt og efterlod det største ar, og jeg vil aldrig – jeg vil aldrig kunne komme videre fra det her, uanset hvor meget jeg prøver,« siger Roza Gilles til mediet.
Videre fortæller kvinden, at Epstein ikke stoppede med sine forfærdelige forbrydelser, selvom han var blevet dømt første gang i 2008.
Da Roza Gilles mødte Epstein for første gang, bar han en fodlænke, men det stoppede ham angiveligt ikke i at fortsætte sine forbrydelser.
Selvom Roza Gilles var blevet lovet en modelkarriere, blev hun kun tilbudt en sekretærstilling, så hun næsten hver dag skulle møde den mand, der forgreb sig på hende.
Selvom det efterhånden er en del år siden, fortæller Gilles, at hun aldrig bliver den samme igen.
Hun er dog utrolig stolt af alle de kvinder, der stadig kæmper for retfærdighed. Hun håber, at hun også kan være en af dem i fremtiden.
Døde i fængslet
Den amerikanske finansmand Jeffrey Epstein blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger og afsonede 13 måneders fængsel.
I juli 2019 blev han anklaget for smugling, menneskehandel og misbrug af mindreårige.
Epstein blev derefter fængslet, men nåede aldrig at få sin dom i retten. Han døde i fængslet i 2019, mens han afventede sin retssag