Den dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein besøgte Oslo i november/december 2012, hvor han mødtes med flere prominente nordmænd.
Det viser nye dokumenter fra Epstein-filerne, skriver det norske medie VG.
Epstein ankom til Oslo fra Paris og boede på Hotel Continental.
På hans kalender stod møder med »Terje« – formentlig den norske diplomat Terje Rød-Larsen – og »Mette«, som han kaldte kronprinsesse Mette-Marit.
»Mette og jeg gik lige i en park – nul grader og mørkt,« skrev Epstein i en e-mail den 30. november 2012 efter sit møde med kronprinsessen til en ukendt kontakt.
Næste dag, den 1. december 2012, skriver han til den samme kontakt.
»Oslo var iskoldt. Jeg overnattede der.«
Epstein mødtes også med tidligere statsminister Kjell Magne Bondevik på hans kontor for at diskutere mordet på Martine Vik Magnussen – en norsk handelsstuderende, som blev fundet voldtaget og dræbt i London.
Den dømte finansmand påtog sig rollen som mellemmand i drabssagen og havde tæt kontakt med den tiltalte morders far.
Mette-Marit har senere beklaget kontakten og kaldt det »simpelthen pinligt«.

