En højtstående russisk embedsmand er kommet under en lup, efter nyligt frigivne filer om Epstein-sagen har set dagens lys.

De to havde angiveligt et tæt bånd og sendte flere e-mails til hinanden i perioden maj 2014 til 2018.

Det skriver avisen The Washington Post, som har undersøgt Sergej Beljakovs korrespondancer med Jeffrey Epstein.

Sergej Beljakov var en højtstående kandidat fra Ruslands føderale sikkerhedsakademi, og var på et tidspunkt viceminister for økonomisk udvikling.

Angiveligt var deres relation så tæt, at den skandaliserede forretningsmand bad sin russiske ven om hjælp.

»Jeg har brug for en tjeneste,« skrev Epstein i en besked til Belyakov 24. juli 2015.

»Der er en russisk pige fra Moskva. Hun forsøger at afpresse en gruppe magtfulde forretningsmænd i New York. Det er dårligt for forretningen for alle involverede … Forslag?«

Den russiske embedsmand tilbød straks sin hjælp og ville mødes med en person, der kendte den pågældende kvinde.

Desuden har Epstein inviteret Beljakov til middag i sit hjem i New York og introduceret ham for folk i sit netværk. Også Beljakov har sendt invitationer Epsteins vej.

Generelt tyder deres korrespondancer på et tæt venskab.

»Vores møde var virkelig interessant for mig! Jeg kender ikke mange mennesker som dig, der kan åbne nye horisonter og perspektiver,« skrev Beljakov til Epstein 4. maj 2014.

Kreml har været ude og kommentere på de nye afsløringer, men har ikke meget tilovers for dem.

Man afviser i stedet relationen mellem Beljakov og Epstein og udtaler, at sagen ikke fortjener »intet andet end latter« og ikke fortjener en seriøs kommentar.