I weekenden udbrød der panikstemning på sociale medier.
Alarmklokkerne ringede efter, at der angiveligt var et uheld på et russisk laboratorium, hvor der forskes i pest.
Uheldet er efter sigende skyld i, at en kvindelig forsker i 20erne er død af en ukendt form for lungebetændelse og 200 af hendes nærkontakter er sendt i karantæne.
Ifølge flere medier som The Moscow Times og på sociale medier menes der, at kvinden døde af lungepest. Kvinden arbejdede på forskningsinstituttet ved navn Irkutsk Anti-Plague Research Institute of Siberia.
Amerikanske myndigheder har meldt ud, at de holder øje med udviklingen, men er der risiko for, at pesten spreder sig til Danmark?
Det har B.T. snakket med professor i epidemiologi og leder af forskningscenteret PandemiX på Roskilde Universitet, Lone Simonsen, om.
Under coronapandemien blev hun landskendt som »Corona Lone«, da hun er blandt de førende forskere i pandemier i Danmark.
Selvom der på det belarussiske oppositionsmedie Nextas X varsles om, at det kan sprede sig til hele Rusland, er eksperten ikke bekymret.
»Der er ingen risiko for, at det spreder sig til Danmark. Det er en helt anden situation end med corona, som var en effektiv luftbåret sygdom, hvor man kunne smitte uden symptomer. Pest er derimod en højdødelig sygdom, som kan forebygges og behandles med antibiotika,« forklarer Lone Simonsen.
Det kan lyde paradoksalt, men netop at sygdommen har en høj og hurtig dødelighed er en fordel, når man kigger på det med epidemibriller, da det er nemmere at opspore og bremse smitten.
Pest kan blandt andet smitte gennem dyr, særligt gnavere, men sygdommen kan i dag behandles med antibiotika.
Vi har desuden en langt bedre hygiejne end da den sorte død hærgede Europa i 1347 til 1353, og der dengang døde mellem 30-60 procent af Europas befolkning.
Lone Simonsen hæfter sig dog ved noget andet i sagen om den afdøde forsker.
»Jeg undrer mig over, at russiske sundhedsmyndigheder ikke melder ud, hvad der egentligt skete og hvad hun døde af. Det er lidt ubehageligt,« siger hun.
Epidemiprofessoren kendte ikke selv antipest-instituttet før sagen kom frem, men forklarer, at det i over 100 år, har arbejdet med pest og andre dødelige sygdomme, som udgør en risiko i området.
Selvom Lone Simonsen ikke frygter en spredning til Danmark, er der alligevel en bekymring blandt virologer i hendes internationale netværk.
»Det bliver man jo, når man ikke ved, hvad for en bakterie det er. Man får ideen om, at der er mere til det, end vi ved, og begynder at spekulere i, om der kunne være en bioterror-motivation,« siger hun.
Bioterror er helt konkret en form for terror, der bliver begået ved hjælp af biologiske våben, som dødelige virusser eller bakterier.
Lone Simonsen understreger samtidig, at laboratorieuheld med farlige bakterier ikke er uhørt.
Det sker ind imellem på laboratorier, som arbejder med farlige patogener under høj sikkerhed.
Eksperten forventer ikke, at sagen udvikler sig, og siger:
»Jeg tror, det er et af de tilfælde, hvor vi kommer op i det røde felt, og så om en måned hører vi ikke mere til det.«
Nyheden er gået verden over, og B.T. har også tidligere skrevet om situationen.