Spekulationerne har længe raset angående USAs planer, når det kommer til Iran.
Lørdag morgen har Donald Trump så indledt en enorm bombekampagne mod Teheran og andre byer. Trump ønsker et regimeskifte.
Da den amerikanske præsident lørdag morgen tonede frem i en otte minutter lang video, efter USA havde indledt et enormt angreb på Iran, talte han på et tidspunkt direkte til det iranske folk.
Først lød opfordringen, at de skulle blive indendøre, da det næste stykke tid vil blive voldsomt.
Og så sagde Trump det helt afgørende:
»I mange år har I bedt Amerika om hjælp, men I fik den aldrig. Men nu er der en præsident, som giver jer, hvad I vil have. Så nu ser vi, hvordan I svarer,« lød det fra Trump.
»Amerika støtter jer med overvældende styrke og ødelæggende kraft. Nu skal I gribe kontrollen over jeres skæbne og forløse den lysende fremtid, der er indenfor jeres rækkevidde. Det er tid til at handle, lad være med at forspilde det,« sagde Trump.
Og netop den detalje med at tale direkte til det iranske folk - hvoraf mange længe har ønsket at komme af med præstestyret - bider Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, specifikt mærke i.
»Trump kan ikke selv vælte regimet, så han har brug for, at oppositionen og folket gør det for ham,« siger den danske ekspert og påpeger.
»Men nu skal de lige blive indendøre til at begynde med, mens bombardementerne er i gang.«
Et regimeskifte i Iran er ikke en nem ting at gennemføre.
For selv hvis USA i deres angreb får taget den øverste ledelse i Iran ud, så er der fortsat mange i landet, som er tro mod styrets måde at regere på.
Og det er en af grundene til, at Peter Viggo Jakobsen regner med, at den kampagne, som Donald Trump har indledt, bliver lang.
Muligvis ‘månedlang’, som eksperten siger.
»USA skal tage alt ud. De skal tage alle ud, der er på regimets side. De skal tage alle baser ud. Det tager tid,« siger Peter Viggo Jakobsen.
I slutningen af december og starten af januars var der enorme protester mod regimet internt i Iran.
Og det kan muligvis have givet Donald Trump tro på, at modstanderne af præstestyret rent faktisk har viljen til at omstyrte regimet.
Og det er også den vej, den amerikanske præsidents handlinger peger nu, mener Peter Viggo Jakobsen.
»Der er ingen vej tilbage,« siger han.
»Donald Trump går efter regimet i Iran, det er maksimalistisk.«

