Peter Carl Fabergés diamantbesatte værk "Vinteræg" var tirsdag under hammeren i den britiske hovedstad, London, hvor det blev solgt for lige knap 22,9 millioner pund.
Det svarer til 195 millioner danske kroner og er det højeste beløb, der nogensinde er givet for et af de såkaldte Fabergé-æg.
Det fremgår af auktionshuset Christie's hjemmeside.
Ægget blev i 1913 fremstillet som en påskegave til Ruslands danskfødte enkekejserinde Dagmar på bestilling af den daværende russiske zar Nikolaj II.
Kejserinde Dagmar er i Rusland bedre kendt under navnet Maria Feodorovna. Hun er danske kong Christians IX's næstældste datter.
- Dagens salg er en ny verdensrekord for et værk af Fabergé og bekræfter endnu engang dette mesterværks varige betydning, siger Maria Oganesian, der er afdelingsleder for russisk kunsthåndværk ved Christie's, ifølge AFP.
De seneste to gange, Fabergés "Vinteræg" var under hammeren, var i 1994 og 2002. Begge gange indbragte værket det hidtil højeste beløb for et af de eftertragtede æg.
Dansk-russiske Peter Carl Fabergé menes at have fremstillet mere end 50 æg i sin tid som russisk hofjuveler.
Der er tale om uhyre kostbare kunstæg, der fortrinsvis blev brugt som gaver blandt medlemmerne af den russiske zarfamilie.
Fabergés "Vinteræg" er besat med flere end 3000 diamanter, der skal forestille iskrystaller.
Indeni ægget finder man en kurv af forårsblomster, der er fremstillet af kvarts, belagt med platin og guld og besat med diamanter.
I dag er der ifølge AFP kun 43 kejserlige påskeæg tilbage, mens syv er forsvundet.
Traditionen med påskegaver blev indført af zar Alexander III i 1880'erne.
Hans søn Nikolaj II lagde i sin regeringstid en fast ordre på to påskeæg hos den russiske hofjuveler Fabergé hvert år. Et til hans mor og et til hans kone, inden Romanov-dynastiets fald i 1917 under den russiske revolution.
Mens det meste af zarfamilien blev myrdet i forbindelse med revolutionen, fik Dagmar en tid lov at leve på Krim. Herfra lykkedes det hende i 1919 at komme til England og siden videre til Danmark, hvor hun døde i 1928.
78 år efter sin død blev kejserinde Dagmar i 2006 genbegravet i Sankt Petersborg ved siden af sin mand, zar Alexander III.
/ritzau/
