Debatten har raset i England, efter flere brutale angreb fra hunderacen American Bully XL har ført til et landsdækkende forbud.

En københavnsk hundetræner stempler nu ind og erklærer, at Danmark bør følge trop og ulovliggøre hunden, der i øjeblikket kan købes lovligt på Den Blå Avis. 

Hun deler dog ikke opfattelsen af, at hunderacen i sig selv er farlig.

»Jeg tror ikke, at de er mere aggressive. Jeg tror, det handler om ejeren,« siger Barbora Sdocova, der driver We love training i København og har arbejdet professionelt i faget i 10 år.

Flere bidt ihjel

Beslutningen om at ulovliggøre American Bully XL i England kom fredag, efter en 52-årig mand torsdag blev dræbt af to hunde mistænkt for at være af netop denne race.

Sagen er ikke en enlig svale – tværtimod tegner statistikkerne i England et billede af en tendens:

11 mennesker er blevet slået ihjel af American Bully XL-hunde siden 2021, viser en opgørelse fra organisationen Bully Watch. Der er 351 dokumenterede angreb fra store American Bully-hunde alene i 2023. Samme race er årsagen til 43 % af alle hundeangreb i 2023.

En opgørelse af Rigspolitiet fra april 2023, som B.T. er i besiddelse af, viser at også dansk politi har måttet ty til aflivning af American Bully-hunde flere gange siden 2013. Dog 'kun' to gange på grund af skambid, fremgår det. Skambid betyder bid af andre hunde.

'Der er folk, der gerne vil have en stor og skræmmende hund'

Englands premierminister ser angrebene som »et mønster af dårlig opførsel« og ikke »en håndfuld dårligt trænede hunde,« skriver BBC.

 Sidstnævnte - at det er ejernes skyld - har ellers været et velkendt argument i debatten, som giver genklang hos eksperterne.

»Alle hunde kan være farlige, hvis mennesker ikke træner dem ordentligt, men jeg mener ikke, at de generelt er farlige. De er selvfølgelig stærkere end chihuahuaer, for eksempel. Det er tydeligt. Men hvis du kan finde ud af at tage dig af dem, er ingen hunde farlige,« siger hundetræner Barbora Sdocova til B.T. 

American Bully er en nyere og meget muskuløs hunderace. B.T. har tidligere været i kontakt med Afdeling for Husdyrgenetik og Avl, hvor man har fundet gener fra enten racen Pitbull eller Amstaff i alle American Bully-hunde, man har dna-testet.  

Sdocova vurderer, at lige American Bully er overrepræsenteret i nogle statistikker, fordi hunden tiltrækker en særlig type mennesker.

»Der er folk, der gerne vil have en stor og skræmmende hund. Det er derfor, de køber den. Så er de hårde mod den og opfører sig aggressivt.«

På den måde lærer hunden sin adfærd, siger Barbora Sdocova, »ligesom børn.«

Hun mener, at et forbud ville gøre det lettere at undgå problemer med American Bully-hunde.

»Jeg ville regulere dem. Jeg ville gøre det ulovligt at have dem, for så er det lettere at kontrollere ejerne.«

Samtidig påpeger hun, at der - blandt andet på grund af ulovlige avlere - kan være problemer med hundenes helbred.

Ekspert og Dyrenes Beskyttelse imod forbud

Professor på Københavns Universitet og leder af Center for Forskning i Familiedyrs Velfærd, Peter Sandøe, understreger, at han ikke har nogen viden om American Bully XL-hunderacen, men at han derimod kender til Amstaff (American Staffordshire Terrier), som også er ulovlig i Danmark.

Han peger på, at ejerne kan være problemet.

»Der er status i sådanne hunde. Ejerne går måske også frit med dem, hvilket man jo ikke må, når man ikke har styr på sin hund.«

Han går ikke ind for et forbud og mener desuden, at hundeloven, der betyder at en række racer i dag er ulovlige i Danmark, er »sagligt problematisk«.

»Der er ikke noget belæg for, at nogen af hundene på listen skulle være særligt farlige overfor mennesker. Amstaff er i Danmark en forbudt race, mens den samme hund i Sverige er elsket familiehund.«

Om det er hundenes eller ejernes skyld – kan et forbud ikke være en nem måde at undgå, at overfald sker?

»Jo, men hvis der ikke er et særligt problem med American Bully i Danmark, bør man måske klappe hunden.«

Hos Dyrenes Beskyttelse er holdningen også, at ejerne er problemet.

»Vi er imod hundeloven (loven, der kriminaliserer visse hunde, red.), og vi mener heller ikke, at man skal gøre American Bully ulovlig. Det er ejeren og ikke hunden, der er problemet,« udtaler familiedyrschef Jens Jokumsen.

B.T. har tidligere spurgt Rigspolitiet, hvor mange gange dansk politi har haft anmeldelse om sager, hvori American Bully-hunde var involveret, men Rigspolitiet er ikke besiddelse af de tal og henviser i stedet til landets enkelte politikredse.

Det har ikke været muligt at få tal fra disse inden artiklens publicering.