Natten til søndag blev der meldt om et forsøg på brandstiftelse mod en synagoge i det nordvestlige London.
Det skriver BBC.
Community Security Trust (CST) siger, at ingen kom til skade, og der blev rapporteret om mindre røgskader. CST er med egne ord en "velgørende organisation, der beskytter britiske jøder mod terror og antisemitisme".
Politiet i London har ikke kommenteret hændelsen, der skete i bydelen Harrow, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Meldingen om forsøget på brandstiftelse skriver sig ind i en række af lignende hændelser i den britiske hovedstad.
Fredag aften var der et forsøg på brandstiftelse mod forretningslokationer, der har forbindelser til det jødiske samfund.

Et par dage tidligere blev to mistænkte personer anholdt i forbindelse med et forsøg på brandstiftelse mod en anden synagoge i hovedstaden.
Derudover blev et område omkring den israelske ambassade afspærret efter en melding om, at det havde været tilsigtet droner, der bar på "farlige stoffer".
Politiet sagde senere, at de genstande, det fandt, ikke indeholdt nogen skadelige eller farlige stoffer. Det skriver Reuters.
I marts blev der desuden sat ild til flere ambulancer tilhørende den frivillige jødiske ambulancetjeneste Hatzola, som holdt parkeret i nærheden af en synagoge i området Golders Green.
Den religiøse leder af det jødiske samfund i Storbritannien, overrabbiner Ephraim Mirvis, har kommenteret den seneste hændelse, som han kalder et "fejt brandattentat".
- En vedvarende kampagne med vold og intimidering mod det jødiske samfund i Storbritannien tager til. Dette vedvarende angreb på vores samfunds evne til at tilbede og leve i sikkerhed er et angreb på de værdier, der binder os alle sammen, skriver han på det sociale medie X.
Den pro-iranske gruppe Harakat Ashab al-Yamin al-Islamiyya har taget ansvar for de fleste af hændelserne og har på sociale medier skrevet, at de stod bag forsøget på brandstiftelsen natten til søndag.
Gruppen har også sagt, at den var ansvarlig for en række angreb rundt om i Europa mod amerikanske, israelske og jødiske mål. Det skriver Reuters.
/ritzau/
