Endnu en person er blevet dømt i sagen om skuespilleren Matthew Perrys død.

Erik Fleming er onsdag blevet dømt til to års fængsel for at have hjulpet skuespilleren, der især er kendt for sin medvirken i tv-serien "Venner", med at skaffe stoffer i ugerne før hans død.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Fleming er den fjerde person, som er blevet dømt i sagen. Perry døde af en ketamin-overdosis og blev fundet død i et boblebad i sit hjem i Los Angeles i 2023.

I april blev Jasveen Sangha idømt 15 års fængsel i forbindelse med dødsfaldet.

Kvinden er også kendt som "Ketamin-dronningen", fordi hun solgte stoffer til rige og berømte.

Sangha har været varetægtsfængslet siden august 2024. Sidste år tilstod hun at have leveret de stoffer, som den amerikanske skuespiller tog, inden han som 54-årig druknede i et badekar i oktober 2023.

Ifølge The Guardian fastslog myndighederne efterfølgende, at stoffet ketamin var hovedårsagen til hans død.

Ketamin er et hallucinogent og smertestillende stof, der hovedsageligt anvendes som bedøvelse til større dyr i forbindelse med operationer.

Skuespilleren, der blandt andet er kendt fra tv-serien "Venner", havde ifølge The Guardian kæmpet med en stofafhængighed i årevis forud for sin død.

Mediet skriver, at han før havde taget ketamin som behandling mod en depression, men at hans læge havde afvist at give ham de mængder, han gerne ville have.

Skuespilleren havde herefter benyttet sig af alternative veje for at skaffe dem.

Foruden Sangha og Fleming er de to læger Salvador Plasencia og Mark Chavez ligeledes blevet dømt i sagen.

Perrys assistent Kenneth Iwamasa venter endnu på at modtage sin straf.

Plasencia købte ifølge nyhedsbureauet AFP ketamin fra Chavez og solgte det til Perry til meget dyre priser.

Anklagerne oplyste under retssagen, at Perry betalte over 2000 dollar per hætteglas ketamin. Det svarer til cirka 12.800 danske kroner.

Sangha arbejdede ifølge AFP sammen med Erik Fleming, der fungerede som en slags mellemmand for hende ved at sælge 51 hætteglas ketamin til Perrys assistent.

Assistenten Iwamasa injicerede flere gange Perry med ketamin leveret fra Sangha, herunder den dag, han døde.

/ritzau/