Et droneangreb har kostet én person livet og såret to andre i den sydlige russiske region Rostov.

Det oplyser regionens guvernør, Jurij Sljusar, på beskedtjenesten Telegram.

Angrebet har forårsaget en brand i to erhvervsbygninger i regionen.

Samtidig er der natten til torsdag meldinger om russiske angreb mod Ukraines hovedstad, Kyiv.

- Fjenden angriber hovedstaden med ballistiske missiler. Bliv på sikre steder, indtil luftalarmen er ophævet, skriver lederen af Kyivs militæradministration, Tymur Tkatjenko, på Telegram natten til torsdag.

En journalist fra nyhedsbureauet Reuters melder om eksplosioner i Kyiv, mens myndighederne i den nordøstlige ukrainske by Sumy oplyser, at én person er blevet dræbt i et droneangreb.

Samtidig er luftalarmer gået i gang på tværs af Ukraine.

Angrebene kommer, få timer efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har talt med USA's præsident, Donald Trump, og Frankrigs præsident, Emmanuel Macron.

- Det var et vigtigt koordineringsmøde, der kan føre til betydelige forandringer, skrev Zelenskyj sent onsdag aften på det sociale medie X.

Trump har onsdag været i Frankrig i forbindelse med et G7-topmøde.

- Jeg er taknemmelig over for præsident Trump for hans opmærksomhed på Ukraine og hans vilje til at bidrage til at bringe freden nærmere, lød det videre fra Zelenskyj på X.

Angrebet mod Kyiv er det andet russiske luftangreb mod byen i denne uge.

Et 1000 år gammelt kloster blev mandag alvorligt beskadiget under et større russisk angreb, der dræbte 10 mennesker og udløste fordømmelser fra europæiske ledere.

Trump sagde onsdag, at Rusland mister flere soldater end Ukraine, efter at han havde antydet, at både Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Zelenskyj syntes åbne for at gøre noget ved krigen.

/ritzau/Reuters