En person er død efter stenskred i Egyptens største guldmine
Fem personer er på hospitalet efter et stenskred i Sukari-guldminen i det østlige Egypten. Én person er død.

Fem personer er på hospitalet efter et stenskred i Sukari-guldminen i det østlige Egypten. Én person er død.

Én person er omkommet, og fem er kvæstet efter et stenskred i Egyptens største guldmine.
Det oplyser Egyptens ministerium for olie og mineralske råstoffer ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse.
Stenskreddet fandt sted "inde i en tunnel i en underjordisk arbejdssektion" af Sukari-guldminen i Egyptens østlige ørkenregion, oplyser ministeriet.
Arbejdet på stedet er indstillet, mens man afventer, at stedet bliver undersøgt, lyder det videre.
De kvæstede arbejdere er blevet fragtet til et hospital i landsbyen Marsa Alam ved Det Røde Hav. Ministeriet oplyser ifølge AFP, at de første sundhedsmæssige vurderinger tyder på, at de er i stabil tilstand.
Olie- og råstofminister Karim Badawy har beordret en nedsættelse af et udvalg, der skal undersøge hændelsen.
Udvalget skal fastslå årsagerne, gennemgå sundheds- og sikkerhedsprocedurerne i minen samt komme med anbefalinger til tiltag, der skal forhindre lignende ulykker, oplyser ministeriet.
Sukari-minen ligger cirka 30 kilometer sydvest for Marsa Alam og drives af Sukari Gold Mines Company. Det er et joint venture mellem den egyptiske regering og AngloGold Ashanti.
AngloGold Ashanti opkøbte Centamin, der er minens tidligere operatør, i 2024.
Minen producerer ifølge AFP omkring 500.000 ounces guld per år og bidrager med millioner af amerikanske dollar til Egyptens økonomi.
En ounce, som bruges til at angive vægt ved salg af ædelmetaller, er cirka 31 gram.
Minen betragtes desuden som et flagskibsprojekt i regeringens bestræbelser på at udvide minesektoren og tiltrække udenlandske investeringer.
Mineulykker er relativt sjældne i Egypten, hvor moderne minedrift i stor skala primært foregår omkring Sukari-guldminen.
Der bor omkring 99 millioner mennesker i Egypten.
RITZAU