En dansker er forsvundet i det område, hvor jordskælvet mandag ramte i Tyrkiet.

Det meddeler Udenrigsministeriet til B.T.

»Udenrigsministeriet kan oplyse, at én dansk statsborger p.t. er savnet i det berørte område,« lyder det:

»Derudover har vi været i kontakt med enkelte andre rejsende i Tyrkiet, der er berørt af situationen. Her er blandt andet blevet rådgivet om mulighederne for at få 'tag over hovedet' i området.«

Ødelæggelserne efter det jordskælv, der målte 7,8 på Richterskalaen, har været enorme.

Også antallet af ofre har været voldsomt.

3.549 personer har mistet livet i Tyrkiet, mens mere end 22.000 er kommet til skade. Mindst 1.602 personer er døde i nabolandet Syrien.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, har tirsdag erklæret undtagelsestilstand i de berørte områder for de kommende tre måneder.

Redningsarbejdet har mange steder været besværliggjort af omfanget af ødelæggelserne samt dårligt vejr.

Udenrigsministeriet skriver til B.T.

»Ambassaden (i Tyrkiet, red.) følger situationen tæt og er i kontakt til de tyrkiske myndigheder for at kunne få oplysninger om eventuelle danske sårede eller omkomne,« lyder det.

Indtil videre kan det altså konstateres, at en dansk statsborger er savnet.