Congos mangeårige præsident, den 77-årige Denis Sassou Nguesso, er blevet genvalgt med overvældende flertal.
Det siger Congos indenrigsminister på baggrund af tal fra landets valgkommission. Præsidenten fik i alt 88,57 procent af stemmerne ved søndagens valg, viser resultaterne.
Denis Sassou Nguesso kom første gang til magten i det afrikanske land i 1979 og har i alt siddet på magten i 36 år.
Hans sejr ved søndagens valg var i høj grad forventet.
Valget blev boykottet af den primære opposition og blev overskygget af, at præsidentens eneste større rival pludselig døde med coronasmitte.
Den 61-årige Guy-Brice Parfait Kolelas døde i et fly på vej mod behandling i Paris. Kolelas troede oprindeligt, at han var blevet syg med malaria, men det viste sig senere, at der var tale om smitte med coronavirus.
Dagen efter valgdagen oplyste lederen af hans valgkamp, at Kolelas var død.
Denis Sassou Nguesso er en af verdens længst siddende ledere. Han har længe været kritiseret for at stå i spidsen for et autoritært styre og for at vende ryggen til udbredt korruption, fattigdom og ulighed.
I løbet af sin valgkampagne bad den 77-årige præsident sine vælgere om at hjælpe ham med at sikre en "knockoutsejr", således at han fik nok stemmer i første valgrunde til at undgå en anden runde.
Da Sassou selv afgav sin stemme søndag, sagde han, at der i løbet af valgkampen har været en "fredelig atmosfære". Det er til trods for, at politiet har slået hårdt ned på oppositionen forud for valget.
Denis Sassou Nguesso blev præsident i landet første gang i 1979 og sad dengang indtil 1992. Han blev stemt tilbage på præsidentposten i 1997.
Valgdeltagelsen var søndag 67,55 procent.
/ritzau/AFP
