Thomas Silverstein, en voldelig racist med rødder i 'Det Ariske Broderskab', er død i en alder af 67 år.

Han døde ifølge sin familie på hospitalet på grund af komplikationer under en operation i hjertet – første gang han var uden for sin isolationscelle i mere end 36 år.

Silverstein sad i isolation fra 1983 og frem til sin død som resultat af flere mord på medfanger og fængselsbetjente. Han er dermed den fange i USA, der har siddet i isolation længst tid.

Han bliver vurderet til at være en af de farligste fanger nogensinde, og han lagde ifølge New York Times grundstenen til fængsler med tårnhøj sikkerhed, hvor fangerne bor uden menneskelig kontakt.

Thomas Silverstein blev født i 1952 i Californien. Han var en lille og splejset dreng, som blev drillet af de andre børn, fordi de fejlagtigt troede, at han var jøde.

Hans kriminelle løbebane begyndte, da han som 14-årig stjal en bil og kom op at slås med en politibetjent.

Episoden kostede ham en tur i ungdomsfængsel. Da han kom ud, begyndte han at tage heroin, og her begyndte glidebanen for alvor.

For at kunne betale for sit stofmisbrug begyndte han at stjæle.

Det medførte, at Silverstein blev idømt fængsel for tre tilfælde af bevæbnet røveri sammen med sin far, Thomas Conway, og sin fætter.

Det var i fængslet, at Silverstein stiftede bekendtskab med 'Det Ariske Broderskab', en bande, som stadig er aktiv den dag i dag, og som står for 18 pct. af alle mord i fængsler, på trods af at blot 0,1 pct. af fangerne i USA tilhører banden.

Silversteins første dom for et drab skete i 1980, hvor han fik skylden for mordet på medfangen Danny Atwell, fordi denne nægtede at smugle herion ind i fængslet.

Dog nægtede Silverstein at have begået mordet, og dommen blev også annulleret fem år senere, da det kom frem, at flere af fangerne, der vidnede i sagen, havde løjet.

Thomas Silverstein i januar.
Thomas Silverstein i januar.

Men da var det for sent.

Dommen fik nemlig overflyttet Silverstein til højsikkerhedsfængslet Marion i Illinois, hvor han endte med at begå et mord blot et år efter.

Silverstein blev sammen med sin medfange Clayton Fountain dømt for drabet på Robert Chappelle, som var medlem af den rivaliserende fængselsbande 'D.C. Blacks'.

Mordet eskalerede konflikten mellem de to grupperinger, og D.C. Blacks leder, Raymond 'Cadillac' Smith, planlagde angiveligt en hævnaktion.

Dog fik Silverstein og Fountain overtaget, og i et bagholdsangreb stak de Cadillac 67 gange med hjemmelavede våben.

Silverstein erkendte sig aldrig skyldig i mordene på Chapelle og Atwell.

Få år senere, i 1983, fik Silverstein ved hjælp af en medfange fat i endnu et hjemmelavet våben, som han brugte til at løsne sine håndjern og stikke den ubevæbende fængselsbetjent Merle E. Clutts 40 gange.

Angiveligt fordi betjenten havde ødelagt nogle af de skitser, Silverstein var begyndt at tegne i isolation.

Mordene resulterede i, at han blev placeret i isolation i 1983, hvor han sad 23 timer i døgnet uden anden kontakt til mennesker end den fængselsbetjent, som et par gange i døgnet skubbede en bakke med mad gennem en luge i døren.

En time om dagen fik Thomas Silverstein lov til at bevæge sig ud i en aflukket gård, men altid helt alene.

Første gang han bevægede sig ud af isolationscellen i 36 år, var for at blive opereret. En operation, der endte med at koste ham livet.

Netop døden, har han flere gange advokeret for, var mere skånsom end isolation år efter år, da dette ifølge ham var at sammenligne med at blive levende begravet.

Thomas Silverstein afsonede tre livstidsdomme og stod derfor til at blive løsladt i 2095, hvor han ville være 143 år gammel.