I 2009 blev Vanessa George fængslet for seksuelle overgreb på op mod 30 småbørn. Nu er hun på fri fod igen.

Overgrebene fandt sted i vuggestuen 'Little Ted's' i byen Plymouth i det sydvestlige England. Vanessa George fotograferede overgrebene og sendte dem videre til andre pædofile.

Tre andre kvinder samt en enkelt mand blev også idømt fængsel i sagen.

Vanessa Georges dom lød på minimum syv år. Hun har aldrig identificeret sine ofre.

Hun nåede at sidde inde i 10 år, før hun for nylig blev løsladt.

Et stort chok for forældrene til børnene fra vuggestuen, som ikke havde fået besked om løsladelsen fra myndighederne.

Det skriver The Sun.

»Hvis jeg ser hende, slår jeg hende ihjel. Uden tvivl. Også selv hvis min datter ikke er en af dem, som hun har misbrugt,« siger en far til det britiske medie.

»Jeg vidste, at den her dag ville komme, men at finde ud af, at det allerede er sket, har gjort det meget værre. Igen er der ikke blevet taget hensyn til ofrene,« siger en anden far.

Luke Pollard, som er medlem af parlamentet for Labour, er rasende over, at Vanessa George er på fri fod igen.

»(Vanessa, red.) George bør ikke kunne gå på vores gader. Det er en mørk dag for retfærdigheden,« siger han til The Sun og fortsætter:

»Hun burde ikke været blevet løsladt, fordi hun ikke har sat navne på sine ofre.«

Vannessa Georges løsladelse indebærer, at hun ikke må nærme sig skoler og svømmehaller med en afstand på under 30 meter.

Derudover må hun ikke være aktiv på sociale medier og datingsites, hvilket betyder, at myndighederne tjekker hendes telefon ugentligt.

Hun kan også se frem til vilkårlige løgndetektortest.

Hvis hun ikke overholder reglerne, ryger hun tilbage i fængslet i to år.