Milliardæren Elon Musk har mandag meldt ud, at han vil søge om fuld forældremyndighed over sin etårige søn, som han deler med den 27-årige influencer og forfatter Ashley St. Clair.

»Jeg vil ansøge om fuld forældremyndighed i dag, i betragtning af hendes udtalelser, der antyder, at hun måske vil omdanne en etårig dreng,« skriver Musk i et indlæg på X.

Det sker efter, at influenceren offentligt har undskyldt for sine tidligere transfobiske udtalelser, skriver det amerikanske medie People.

På trods af milliardærens påstand så fremgår det ifølge mediet ikke, hvorvidt Ashley St. Clair reelt ønsker at lade deres søn gennemgå en kønsskifteoperation.

I weekenden skrev Ashley St. Clair følgende i et opslag på X:

»Jeg føler enorm skyld over min rolle. Og endnu mere skyld over, at ting, jeg har sagt i fortiden, kan have forårsaget min søns søster mere smerte,« skriver hun og fortsætter:

»Jeg ved ikke, hvordan jeg kan gøre bod for mange af disse ting, men jeg har privat forsøgt utroligt hårdt at lære og forsvare dem inden for transsamfundet, som jeg har såret.«

Ifølge People refererer hun i sit opslag til Elon Musks datter Vivian, der er transkønnet.

Elon Musk fik i slutningen af 2024 en søn med influenceren Ashley St. Clair.
Elon Musk fik i slutningen af 2024 en søn med influenceren Ashley St. Clair. Foto: Planet Photos/X/Ritzau Scanpix.