»Jeg ville ønske, jeg tog fejl, men det er sandt.«

Det står nu klart, at verdens rigeste mand – Elon Musk – bliver sat i spidsen for et nyt amerikansk ministerium. Og han har selv sat nogle ord på, hvad det vil betyde.

Det har han natten til onsdag gjort i en række opslag på det sociale medie X, som han selv købte, dengang det var kendt som Twitter.

»Enten får vi en effektiv regering, eller også går USA fallit. Det er, hvad det drejer sig om,« skriver han i et af opslagene og tilføjer:

Her ses Elon Musk sammen med Donald Trump til et vælgermøde i oktober. 
Her ses Elon Musk sammen med Donald Trump til et vælgermøde i oktober.  Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg ville ønske, jeg tog fejl, men det er sandt.«

Det var ligeledes natten til onsdag, at den kommende amerikanske præsident, Donald Trump, annoncerede, at Elon Musk sammen med iværksætteren Vivek Ramaswamy skal lede det såkaldte Department of Government Efficiency - et slags ministerium for effektiv regeringsførelse.

Forkortet omtales det som DOGE, der – som flere amerikanske medier bemærker – har et sammenfald med kryptovalutaen Dogecoin, som Musk har promoveret.

Endnu står det ikke fuldkommen klart, hvad det nyoprettede ministerium skal, men i en pressemeddelelse oplyser Donald Trump, at Musk og Ramaswamy skal »lave forarbejdet for, at min administration kan pille regeringsbureaukratiet fra hinanden, skære ned på unødvendige love, stoppe ødslen med penge og omstrukturere de føderale styrelser«.

Elon Musk gav under valgkampen sin støtte til Donald Trump. Han begyndte desuden at udlodde millioner af dollar i et lotteri for dem, som skrev under på en underskriftindsamling, som han startede.
Elon Musk gav under valgkampen sin støtte til Donald Trump. Han begyndte desuden at udlodde millioner af dollar i et lotteri for dem, som skrev under på en underskriftindsamling, som han startede. Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix

»Det vil sende chokbølger gennem systemet og alle, der er involveret i regeringens spild, hvilket er mange mennesker!« udtalte Elon Musk – der er direktør for Tesla og SpaceX – i den forbindelse.

I et af sine opslag på X skriver han natten til onsdag, at alle »aktiviteter i Department of Government Efficiency vil blive offentliggjort online for at sikre maksimal gennemsigtighed«.

»Når som helst offentligheden mener, at vi skærer i noget vigtigt eller undlader at skære i noget, der er spild af penge, så lad os det vide!« skriver han.

Han løfter også sløret for, at man vil offentliggøre en helt særlig liste:

»Vi vil også have en rangliste over det mest vanvittigt dumme forbrug af dine skattekroner,« skriver Elon Musk og tilføjer med et par emojis, der græder af grin:

»Det bliver både ekstremt tragisk og ekstremt underholdende.«

Donald Trump blev valgt ved USAs præsidentvalg tirsdag i sidste uge. Han bliver officielt indsat i januar næste år.

Siden har han løbende offentliggjort navnene på dem, der kommer til at få en plads i hans administration.

De foreløbige navne kan du få et overblik over HER.