»En kalenderteknisk detalje.«

Verdens rigeste mand, Elon Musk, har nu reageret på, at han har tabt en civil retssag mod selskabet OpenAI, der står bag chatbotten ChatGPT.

Mandag kom det frem, at en enstemmig jury ved en domstol i den amerikanske delstat Californien var nået frem til, at Musk havde anlagt sit søgsmål mod OpenAI og selskabets direktør, Sam Altman, for sent.

»Hvad angår OpenAI-sagen, traf dommeren og juryen aldrig en egentlig afgørelse om sagens berettigelse, men udelukkende på grund af en kalenderteknisk detalje,« skrev Elon Musk – der står i spidsen for virksomheder som Tesla og SpaceX – mandag aften i et opslag på det sociale medie X.

OpenAI startede som et nonprofit-selskab, og Musk bidrog med en donation på 38 millioner dollar til at opbygge OpenAI, der i dag har en værdiansættelse på flere hundrede milliarder dollar.

Men Musk har hævdet, at Sam Altman og medstifter Greg Brockman forrådte ham, da selskabet begyndte at gå i en mere kommerciel retning.

ARKIVFOTO af Sam Altman og Elon Musk.
ARKIVFOTO af Sam Altman og Elon Musk. Foto: Saul Loeb John Macdougall/AFP/Ritzau Scanpix

OpenAI har modsat hævdet, at Musk forlod selskabet frivilligt efter et mislykket forsøg på at overtage kontrollen.

»For alle, der har fulgt sagen nøje, står det uden tvivl klart, at Altman og Brockman faktisk berigede sig selv ved at stjæle en velgørenhedsorganisation,« hævder Elon Musk i sit opslag på X:

»Det eneste spørgsmål er, HVORNÅR de gjorde det!«

Elon Musk oplyser videre, at han har tænkt sig at appellere afgørelsen:

»Jeg vil indgive en appel til den niende appeldomstol, fordi det at skabe en præcedens for at plyndre velgørenhedsorganisationer er utroligt ødelæggende for velgørenhedsarbejdet i USA,« skriver han og afslutter sit opslag med:

»OpenAI blev grundlagt til gavn for hele menneskeheden.«

Sam Altman har ikke kommenteret afgørelsen eller på den nye udmelding fra Musk.