Den gode nyhed er, at den kom op i rummet. Den dårlige er, at den ikke kom ned på jorden igen. I hvert fald ikke på den måde, det var planlagt.

Nu har verdens rigeste mand, techmilliardæren Elon Musk, reageret på den seneste fejlslagne SpaceX-opsendelse.

»Starship (selskabets megaraket, red.) nåede frem til den planlagte afbrydelse af motorerne, så det er en stor forbedring i forhold til sidste flyvning!,« skriver han i et opslag på det sociale medie X.

Elon Musk, der ejer rumfartsselskabet SpaceX, tilføjer:

Her ses et billede fra SpaceX-opsendelsen af Starship fra affyringsrampen i Boca Chica, der ligger i den amerikanske delstat Texas.
Her ses et billede fra SpaceX-opsendelsen af Starship fra affyringsrampen i Boca Chica, der ligger i den amerikanske delstat Texas. Joe Skipper/Reuters/Ritzau Scanpix

»Der var heller ikke noget væsentligt tab af varmeskjoldsfliser under opstigningen.«

Umiddelbart så det også ud til at gå bedre for den seneste opsendelse af Starship, der er den største og kraftigste raket, der nogensinde er bygget og består af to dele: Et ubemandet rumskib øverst, der ligesom hele systemet hedder Starship, og løfteraketten Super Heavy, som er lavet til at kunne lande igen og blive genbrugt.

I både januar og marts endte opsendelserne i eksplosioner, hvor vragdele blev sendt ned over Atlanterhavet.

Den seneste opsendelse, der fandt sted natten til onsdag dansk tid, var derfor ganske imødeset.

Her ses et billede fra SpaceX-opsendelsen af Starship i den amerikanske delstat Texas.
Her ses et billede fra SpaceX-opsendelsen af Starship i den amerikanske delstat Texas. Joe Skipper/Reuters/Ritzau Scanpix

Men efter selve Starship havde frakoblet sig løfteraketten og fløj gennem rummet, hvilket dermed i sig selv overgik de to forrige flyvninger, begyndte det at gå galt.

For Super Heavy led ifølge CBS News et katastrofalt svigt i det øjeblik, motorerne blev tændt igen til det, der ville have været en relativt blid nedstigning nær Texas' kyst.

Løfteraketten endte derfor i en noget stejlere nedstigningsbane – og endte med at eksplodere.

Efterfølgende opstod der også problemer for selve Starship, efter det ellers var lykkedes at komme ind i den planlagte suborbitale bane.

Kort efter mistede SpaceX kontakten til raketten – og den overlevede ikke den intense varme og gik i stykker, da det faldt tilbage gennem atmosfæren.

Det hele er dog ikke skidt nyt, hvis man spørger Elon Musk:

»Lækager forårsagede tab af tryk i hovedtanken under kyst- og genindtrængningsfasen. Der er mange gode data at gennemgå,« skriver han i hvert fald om det på X.

Der gør han det også klart, at de næste tre testflyvninger vil ske med hurtigere tempo – helt præcist omkring én hver 3. til 4. uge.

Elon Musk har den seneste tid været en af den amerikanske præsident, Donald Trumps, største støtter.
Elon Musk har den seneste tid været en af den amerikanske præsident, Donald Trumps, største støtter. Nathan Howard/Reuters/Ritzau Scanpix

Hos The New York Times bemærkes det dog, at flere af de tests, som SpaceX havde planlagt under flyvningen, som var den niende af slagsen, ikke blev udført.

Nogle timer inden opsendelsen havde Musk i et interview med rumjournalisten Tim Dodd, der har podcasten 'Everyday Astronaut', udtalt, at »langt det vigtigste« var genindtrængningsdelen af testflyvningen. 

»Det hele handler om fliserne,« sagde Musk ifølge The New York Times.

Men fordi rumfartøjet på det tidspunkt roterede, blev disse data ikke indsamlet, og testene skal gentages, lyder det fra mediet.

Også SpaceX har sat ord på nattens opsendelse:

»Holdene vil fortsætte med at gennemgå data og arbejde hen imod vores næste flyvetest,« lød det efterfølgende i en udtalelse fra SpaceX:

»Med en test som denne kommer succesen fra det, vi lærer, og dagens test vil hjælpe os med at forbedre Starships pålidelighed, når SpaceX forsøger at gøre livet multiplanetarisk.«