Elon Musk ønsker AfD tillykke med valgsejr i delstat
Elon Musk sender en lykønskning til Alice Weidel, som er den ene leder af partiet AfD, efter valgsejr.

Elon Musk sender en lykønskning til Alice Weidel, som er den ene leder af partiet AfD, efter valgsejr.

Rigmanden Elon Musk sender natten til mandag en lykønskning på tysk til Alice Weidel, som er leder af det tyske højreorienterede parti Alternative für Deutschland (AfD).
Partiet står til at blive størst efter et valg i den tyske delstat Sachsen-Anhalt med knap 44 procent af stemmerne.
- Gut gemacht! (Godt gået, red.) skriver Musk i en kommentar på det sociale medie X.
Elon Musk har tidligere udtrykt sin opbakning til partiet. Det skete op til valget til Forbundsdagen sidste år.
På et vælgermøde, hvor han var med på video, sagde han blandt andet, at han mener, at partiet er "Tysklands bedste håb".
Ulrich Siegmund er leder af AfD i Sachsen-Anhalt. Han blev i august udråbt til "Tysklands farligste mand" af magasinet Der Spiegel.
Han har også takket Musk, som har bakket op om USA's præsident, Donald Trump, for støtten.
- Tak Elon Musk for din støtte og dit klare og meget vigtige perspektiv på vor tids politiske udviklinger - inklusiv her i Tyskland, skriver Ulrich Siegmund i et svar til Musk på X.
Han skriver videre, at hvis han får mulighed for at tage ansvar i Sachsen-Anhalt, vil han byde muligheden for et stærkt samarbejde velkommen.
Størstedelen af de andre tyske partier har afvist at samarbejde med AfD. Det er en politik, som er kendt under navnet brandmuren.
I Sachsen-Anhalt og fire andre delstater er AfD af Tysklands indenlandske efterretningstjeneste blevet klassificeret som en "højreekstremistisk organisation" ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.
AfD er kritisk over for indvandrere og EU og fortaler for traditionelle tyske værdier og et bedre forhold til Rusland.
Også USA's præsident, Donald Trump, er tilsyneladende opmærksom på søndagens delstatsvalg i Tyskland.
Søndag aften dansk tid delte han et opslag på sit sociale medie Truth Social, der viste en prognose for valgresultatet. Den amerikanske præsident har ikke umiddelbart knyttet nogen kommentar til billedet.
RITZAU