'Det er et 's..t show' at arbejde for Elon Musk,' lyder det fra medarbejderne i hans trængte virksomhed.

Selv om din chef er en af verdens rigeste mænd, skal du ikke regne med, at jobbet er en dans på roser. I hvert fald ikke, hvis bossen hedder Elon Musk.

Sådan lyder skudsmålene fra flere anonyme medarbejdere, som er ansat til at føre den driftige iværksætters ideer ud i livet.

Til New York Post fortæller flere ansatte om udfordringerne ved at arbejde for den driftige entreprenør nu, hvor han befinder sig i sit livs krise.

En beskriver jobbet hos Musk som et 's..t show', som helt frit vel kan oversættes til noget i retning et 'lortejob'.

»Elon taler om at være socialist og gøre noget godt for menneskeheden – medmindre du arbejder for ham,« siger en anden.

Andre fortæller, hvordan der ofte er stor forskel på de ting, Musk lover kunderne, og de ting, der rent praktisk kan lade sig gøre. De beskriver, hvordan Musk balancerer på en knivsæg mellem de ting, han lover, og det, han kan levere, og han beskyldes for at sige ting, der slet ikke giver mening.

Indtil for nylig havde han opbakning fra medarbejderne, men efterhånden som krisen begynder at presse sig på, begynder flere at vende ham ryggen. Den seneste tid har flere ledende medarbejdere forladt virksomheden, og andre fortæller altså åbenhjertigt om forholdene bag murene.

Og 2018 har så sandelig ikke været Elon Musks eller Teslas år. I det seneste kvartalsregnskab havde Tesla sit største underskud nogensinde. Teslas nye elbil, Model 3, lever ikke op til forventningerne, og firmaet har tabt en masse penge på den konto. Samtidig ånder konkurrenter som Audi, Mercedes og Volvo Tesla i nakken.

Men ét er det rent forretningsmæssige. Noget andet er Musk selv og de udfald, der jævnligt kommer fra ham på Twitter. Opslag, som får flere til at sammenligne ham med den amerikanske præsident, Donald Trump.

Da de thailandske drenge først på sommeren sad fanget i grotten, tilbød Musk at hjælpe med avanceret udstyr. Da eksperter vurderede, at det var ubrugeligt til opgaven, kvitterede milliardæren med at kalde de thailandske dykkere pædofile. En udtalelse, han dog senere måtte ud og undskylde.

I begyndelsen af august skrev han så på Twitter, at han overvejer at tage Tesla af børsen – at foretage en såkaldt afnotering. En udtalelse, der blev udlagt som kursmanipulation. Musk hævdede, at han havde planer om selv at købe alle firmaets aktier til 420 dollar stykket, og så steg aktierne i Tesla markant.

De amerikanske myndigheder har indledt en officiel undersøgelse af Musk og hans tweet om at afnotere Tesla.

I et stort interview med New York Times fortalte Elon Musk for nylig hudløst ærligt om de problemer, hans firma lige nu kæmper med, og om de udfordringer, det giver ham på det personlige plan. Han skulle efter eget udsagn arbejde alle sine vågne timer og have så svært ved at sove, at han må ty til sovemedicin.

»Elon sendte os en e-mail direkte, hvor der stod: 'Vi er på toppen. Vi vil vise (alle), at de tager fejl,« fortæller en medarbejder til New York Post og tilføjer:

»Alle har indset, at det er helt ad h... til, men alle er bange for at miste deres job, før Tesla når toppen. Det er noget rod.«