SpaceX-milliardæren Elon Musk benytter sig af alternative forklaringer for at slippe ud af et søgsmål.

Søgsmålet stammer fra 2018, hvor Tesla-rigmanden foreslog at hjælpe til i redningsaktionen af 12 fodbolddrenge, som var fanget i en oversvømmet grotte i Thailand sammen med deres træner.

Elon Musk tilbød at sende hans miniubåd, hvilket en af dykkerne kaldte for et 'pr-stunt', der ingen chancer havde for at virke.

»Han kan stikke sin ubåd derop, hvor det gør ondt,« sagde dykkeren ved navn Vern Unsworth dengang.

Den udtalelse fik Elon Musk til at fare i flint på Twitter, hvor han rasende kaldte britiske Unsworth for 'pedo guy' (pædofil, red.).

Pædofilianklagerne gentog han senere på året over for BuzzFeed, der spurgte rigmanden ind til Unsworths trusler om et kommende søgsmål.

'Jeg vil foreslå, at I røvhuller ringer til de folk, I kender i Thailand, og finder ud af, hvad der i virkeligheden foregår, og så holder op med et forsvare folk, der voldtager børn,' skrev rigmanden i en mail.

I en anden mail påstod han, at 64-årige Vern Unsworth rejste til Thailand 'for 20-30 år siden for at slå sig ned med en barnebrud på 12 år'.

Anklagerne fik Vern Unsworth til at gå rettens vej, og nu har The Guardian fået indsigt i nogle indledende retsdokumenter fra sagen.

Dokumenterne viser, at Elon Musks advokater argumenterer for, at rigmandens udtalelser ikke var 'beskyldninger', men i stedet simple 'fornærmelser'.

Advokaterne påstår også, at 'pedo guy' var en velbenyttet fornæmelse, da Elon Musk voksede op i Sydafrika, og at rigmanden dermed ikke benyttede talemåden for at 'beskylde en person for at være pædofil'.

Den alternative forklaring på sine tidligere udtalelser kommer på trods af, at Elon Musk skrev flere opfølgende tweets, som blandt andet lød: 'Jeg vil vædde med, det er sandt'.

Til dette forklarer Tesla-milliardærens advokater, at selvom Musks indledende tweet var ment som en joke, så valgte han at fortsætte med at kalde Unsworth for pædofil, fordi rigmanden havde fundet frem til 'foruroligende informationer' under en efterforskning finansieret af Musk selv.

Ifølge advokaterne fandt Elon Musks efterforsker angiveligt frem til, at Vern Unsworth tidligere var en kendt figur i Pattaya i Thailand, hvor han havde 'en smag for unge thailanske piger'.

Efterforskeren berettede angiveligt også, at Unsworth giftede sig med sin thailandske kone, da hun var teenager.

Vern Unsworth, der er 64 år gammel og bor i Thailand sammen med sin 40-årige kæreste, har nægtet disse påstande, skriver The Guardian. Hans kæreste påstår, at de har været sammen i syv år.

Som en ekstra krølle på halen i den absurde historie, kan det nævnes, at Elon Musks advokater forsøger at hive BuzzFeeds journalist med ind i søgsmålet.

Det skyldes, at Elon Musk påstår, at de e-mails, hvor han gentager pædofili-beskyldningerne, var uden for citat.

Hans advokater forsøger derfor at tvinge den pågældende journalist til at vidne i retten, mens BuzzFeed kæmper imod, da de ikke mener, at der er nogle juridske grunde for det.

Retssagen finder efter planen sted den 2. december.