Robotterne kommer og i stort tal.
Omtrent sådan lød meldingen fra verdens rigeste mand, Elon Musk, da han torsdag talte på World Economic Forum i Davos.
Han er manden bag Tesla og Space X, men i et interview i Schweiz var det kunstig intelligens og menneskelignende robotter, han talte om.
Blandt andet sagde han, at humanoide (menneskelignende, red.) robotter, under navnet Tesla Optimus, vil komme til salg i slutningen af 2027. Hvilket straks fik Tesla aktien til at stige. Det skriver det norske Børsen.
»Jeg tror, verden vil befolkes af flere robotter end mennesker,« sagde Elon Musk i interviewet med Larry Fink, der er chef for investeringsselskabet BlackRock og præciserede, at han forestiller sig ‘milliarder af humanoide robotter’.
Ifølge Musk vil robotterne kunne sikre os en ‘fantastisk overflod’.

Ikke bare fordi de vil kunne løse opgaver, som vi ikke har hænder nok til, som for eksempel ældrepleje, men også fordi, de vil kunne øge produktiviteten, siger Musk.
Det eneste, der kan spænde ben for den teknologiske udvikling er ifølge rigmanden begrænsning på elektricitet:
»Energi er den eneste begrænsende faktor. AI vokser eksponentielt, mens energiproduktionen kun vokser med fire til fem procent om året. Undtagen i Kina, hvor man udbygger enorme mængder af energi.«

