»Holy shit.«
Reaktionen fra en af Donald Trumps mest trofaste støtter siger alt om de problemer, den amerikanske præsident atter er havnet i.
De to ord stammer fra podcastværten og MAGA-influenceren Tim Pool.
Han har længe været blandt de mest trofaste støtter af den amerikanske præsident, Donald Trump, og er et af de største navne i MAGA-land med eksempelvis over 2,5 millioner følgere på X.
Tim Pools voldsomme reaktion kommer i forbindelse med et højst opsigtsvækkende resultat ved et særvalg i den amerikanske delstat Florida.
Her slog den demokratiske kandidat Emily Gregory sin republikanske modstander Jon Maples i kampen om at blive valgt ind i delstatens Kongres.
Sejren var kun på 797 stemmer.
Men distriktet, som Emily Gregory vandt, gik ved præsidentvalget i 2024 til Donald Trump med 11 procentpoints margin til Kamala Harris.
Det er dog ikke det mest opsigtsvækkende ved valgresultatet.
Det er i stedet Florida 87, som er distriktets officielle navn, der er hjemsted for Mar-a-Lago, hvor Donald Trump bor.

Resultatet er bare et, i en efterhånden uhyggelig lang række, for den amerikanske præsident og Det Republikanske Parti.
I særvalg rundt omkring i USA har præsidentpartiet været genstand for en regulær politisk massakre.
Netop særvalg er der mange af hvert år i USA. De kan komme, hvis en folkevalgt trækker sig, dør eller får et andet job.
Og nærmest alle som én viser det samme billede.
En overvældende bevægelse fra republikanere til demokrater.
I alt har demokraterne vendt 12 politiske sæder ved særvalg i 2025 og 2026 fra rødt til blåt.
Men det er ikke den eneste dårlige nyhed for den amerikanske præsident.
For i denne uge kunne den konservative amerikanske nyhedskanal Fox News offentliggøre en række meningsmålinger, der må sætte en skræk i livet på Trump og hans republikanske partifæller.

For blandt de vælgergrupper, som i 2024 var med til at give Republikanerne kontrollen med Det Hvide Hus, Senatet og Repræsentanternes Hus, var de spansktalende – eller hispanics.
At de i markant højere grad, end ved tidligere valg, gav en republikansk kandidat ved præsidentvalget deres stemme, var med til at sikre Trump sejren.
Men i målingen fra Fox News kan man læse, at Trumps opbakning blandt netop den spansktalende del af USA er kollapset.
I en måling i december 2025 viste det, at 48 procent bakkede op om præsidenten, mens 52 procent af de adspurgte udviste utilfredshed med hans arbejde.

Den nylige måling fra Fox News tegner dog et helt andet billede.
Her kan man læse, at 28 procent bakker op om Trump og hans arbejde, mens 72 procent gør det modsatte.
Et dramatisk skifte for præsidenten.
Det hele bliver kun værre af, at der til efteråret ligger et midtvejsvalg i USA og venter.
Følger vi den nuværende kurs for Trump og Republikanerne, så kan det vise sig at blive en sand massakre.
En af Donald Trumps forhenværende ekstremt trofaste støtter i form af det tidligere kongresmedlem Marjorie Taylor Greene har delt nyheden om det republikanske nederlag i Florida og skriver:
»Når man vender ryggen til sine kampagneløfter, og når man kalder en af sine topallierede for 'forræder' for at frigive Epstein-filerne samtidig med Iran sker, så har det åbenbart konsekvenser,« skriver hun sarkastisk.
»26 er tabt, og sætter man ikke amerikanerne først, så vil 28 også være det,« slutter Taylor Greene med henvisning til de to kommende amerikanske valg.

