Siden marts er flere hundrede elefanter døde i Botswana i det sydlige Afrika under mystiske omstændigheder.

I starten af juli kom det frem, at flere end 350 elefanter siden marts er fundet døde under mystiske omstændigheder i Botswana i det sydlige Afrika.

Nu ser det dog ud til, at myndighederne er kommet tættere på, hvad der har taget livet af elefanterne.

Foreløbige testresultater tyder nemlig på, at de flere hundrede elefanter er døde af naturlige giftstoffer.

Myndighederne i landet har ind til videre udelukket miltbrand, der sidste år tog livet af omkring 100 elefanter i området, som dødsårsagen.

Også krybskytteri er blevet udelukket, da elefanternes stødtænder var fundet intakte.

Testresultater er dog ikke helt færdige endnu, og der foretages fortsat flere. Det fortæller Cyril Taolo, fungerende direktør for myndigheden Natur og Nationalparker i Botswana.

- Ind til videre har vi ikke nået en konklusion om, hvad der er årsagen til dødeligheden.

- Men baseret på nogle af de foreløbige resultater, vi har modtaget, ser vi på naturlige toksiner (giftstoffer, red.) som den potentielle grund, siger han.

Han fortæller, at nogle bakterier naturligt kan producere gift - især i stillestående vand.

I begyndelsen af maj blev der fundet 12 døde elefanter i Okavango Deltaet i Botswana. I midten af juni var det steget til 169 døde elefanter, og det er ifølge vildtmyndighederne siden steget til 281.

Organisationen Elefanter uden Grænser (EWB) anslår dog, at det er 356 elefanter, der de seneste måneder er døde under mystiske omstændigheder.

Det blev hurtigt slået fast, at elefanterne ikke blev forgiftet. Hvad der så var grunden, har forskere de seneste uger prøvet at finde frem til.

Testene på de døde elefanter foretages på specielle laboratorier i Sydafrika, Canada, Zimbabwe og USA.

Botswana har verdens største elefant-population. Den estimeres til at være på 130.000.

/ritzau/AFP