Der er ekstreme varmegrader på vej mod Portugal og Spanien på Den Iberiske Halvø, og de ser ud til at slå rekord.
Med temperaturer op omkring og måske endda over de 40 grader i slutningen af maj, bliver det med al sandsynlighed de varmeste maj-dage siden 1950, skriver AEMET, der er Spaniens meteorologiske institut.
»Situationen er ikke normal,« advarer Rubén del Campo, der er talsperson for AEMET.
I flere områder vil temperaturen ligge hele 10 til 15 grader over normalen for årstiden, og det skaber bekymring flere steder.
»Mange, jeg taler med her, siger, at de frygter varmen,« fortæller Tone Lennea Martinsen, der er bosiddende i Torrevieja i det sydøstlige Spanien, til Dagbladet.
Ifølge Rubén del Campo er forklaringen den globale opvarmning.
»Klimaforandringerne forårsager, at frekvensen, intensiteten og varigheden af hedebølger øges,« forklarer han.
Engelske Mirror har talt med Jim Dale fra British Weather Services, og også han skyder skylden på klimaforandringerne.
»Det her er kun begyndelsen, og det er bestemt ikke slutningen. Med den globale opvarmning på rekordniveau er der kun en vej op - og det bliver ikke sjovt,« siger han.
AEMET har tidligere meldt ud, at den kommende hedebølge skyldes varm luft fra Afrika.
