Ekstrem krise har ramt Cuba – eksilcubanere begræder situationen: 'Det er en tragedie’
Den caribiske nation Cuba er hårdt ramt af krise med store strømafbrydelser. Eksilcubanere mener, årsagen ligger ét bestemt sted.

Den caribiske nation Cuba er hårdt ramt af krise med store strømafbrydelser. Eksilcubanere mener, årsagen ligger ét bestemt sted.

De seneste måneder er de kommet og gået; de landsdækkende strømafbrydelser på den kriseramte caribiske ø Cuba.
B.T. har besøgt Little Havana i Miami, hvor eksilcubanere begræder situationen på hjemøen. Flere ser én hovedårsag til den historiske krise.
På Cuba er man vandt til kriser.
Dem har den berømmede caribiske nation stået igennem adskillige af gange gennem det seneste århundrede.
Men den krise, som netop nu har ramt øen, er formentlig den største, øens beboere har været udsat for siden Sovjetunionens kollaps.
Der er ikke benzin til biler, olie til landets kraftværker eller strøm til beboerne, som også oplever, at supermarkedernes hylder er tomme.
I Havanas gader hober skraldet sig op, mens regeringen i landet har forsøgt sig med en handlingsplan, som indtil videre ikke har gjort meget for at hjælpe nationens hårdt prøvede befolkning.
»Det er en tragedie, der finder sted på Cuba lige nu. Det er helt forfærdeligt,« siger en ung kvinde, der arbejder som servitrice på en cubansk café i Little Havana i Miami til B.T.s udsendte.
Den unge servitrice har aldrig boet på Cuba. Hendes forældre flygtede for mange år siden fra politisk forfølgelse på Cuba til USA. Hun er nu en del af et stort cubansk mindretal, som har slået sig ned i Miami – det sted, der er nærmest Cuba i USA.
I Little Havanas gader finder man utallige butikker, restauranter og cafeer med forbindelse til Cuba.

Man kan købe cigarer med spor fra cubanske blade, man kan få sig en sød cubansk kaffe, og man kan snakke med folk, der har meget klare holdninger til den nuværende krise, hjemlandet går igennem netop nu.
En af dem er en kvinde, som driver en af de mest berømmede cigarbutikker i Little Havana.
Som den unge servitrice er hun enig i én ting:
»Det er en tragedie på Cuba,« siger kvinden, som B.T. møder i hendes cigarbutik, hvor hun allerede tidlig formiddag har masser af gæster.
Cuba er berømmet for sine cigarer, og selvom Little Havana ikke ligger på den caribiske ø, så er det stadig en god forretning at sælge cigarer med en forbindelse til Cuba.
Det er ikke blevet værre de seneste måneder.
På grund af amerikanske sanktioner, en blokade af olie til nationen og politiske beslutninger i hjemlandet, er Cubas økonomi gået fra slem til værre.
Den amerikanske regering har lagt et tungt pres på Cubas regering ledet af præsident Miguel Díaz-Canel, som Donald Trump ønsker borte. Og det har betydet noget nær kollaps af turisme til Cuba, hvilket i en årrække har været blandt nationens største indtægtskilder.

Derfor er der også ekstra stor efterspørgsel på cigarer i butikkerne i Little Havana. Men det skaber ikke glæde hos indehaveren, som B.T. talte med under vores besøg.
»Folk mangler nærmest alt på Cuba lige nu. Men det kan de takke deres regering for,« siger indehaveren, der selv ryger på en ‘cubaner’, mens hun betjener kunderne lidt over kl. 10 om formiddagen.
»Den her krise kunne være undgået, hvis regeringen på Cuba havde samarbejdet med USA. Så det er i meget stor stil den cubanske regerings skyld,« siger hun.
Det er holdningen blandt hovedparten af dem, B.T. taler med i Little Havana. Her er der ikke meget til overs for regeringen på hjemøen.
Mange amerikanske cubanere er netop i USA, fordi de eller deres forældre blev tvunget til at forlade hjemlandet af politiske årsager.
Det gælder også USAs udenrigsminister Marco Rubio, som er blandt dem, der er fortaler for et hårdt økonomisk pres på den cubanske regering, der er arvtager af Fidel Castros kommunistiske regime, som var med til at drive Rubios familie fra deres hjem på Cuba og til USA.
Umiddelbart ser de cubanske trængsler ikke ud til at være ovre i nær fremtid.
Donald Trump har udtalt, at når han er færdig med krigen i Iran – som trækker ud – så vil han tage sig af Cuba og nationens regering.

Det vil vække glæde blandt flere af dem, B.T. taler med i Little Havana.
»Forhåbentlig bliver regeringen i Havana snart væltet. Enten af USA eller af folket, og så håber jeg på bedring,« som indehaveren af cigarbutikken siger.