Eksplosioner nær Iran: Tankskib angrebet ud for Kharg-øen


Et iransk tankskib er angiveligt blevet ramt af amerikanske missiler.
Angrebet er sket ud for Kharg-øen i Den Persiske Golf.
Sådan lyder det fra det iranske nyhedsbureau Tasnim, skriver VG.
Ifølge mediet er ingen kommet til skade i angrebet.
»Lyden af flere eksplosioner kunne høres i dele af Kharg-øen for et par minutter siden,« oplyser det statstilknyttede nyhedsbureau Mehr.
Den statslige iranske tv-station Irib melder også om et angreb på en olietanker nær byen Jask.
Irans Revolutionsgarde siger, at angrebet vil blive gengældt. Revolutionsgarden vil angribe skibe med amerikanere om bord, som ligger til kaj i Kuwait og Bahrain, skriver Reuters.
Amerikanske styrker angreb lørdag tre iranske olietankskibe, oplyste det amerikanske militærs centralkommando, Centcom.
Et af skibene blev angrebet ud for øen Kharg, som er et vigtigt iransk knudepunkt for olieeksport. Angrebene fulgte angreb fra Irans Revolutionsgarde på amerikanske krigsskibe i regionen.
Angrebene kommer, efter at USA har sagt, at det arbejder på at presse Iran økonomisk. USA har blandt andet blokeret iranske havne og fortsætter med at true med militære angreb.
B.T. følger sagen.