Andreas Heil var ikke i tvivl efter at have inspiceret området, hvor bomben eksploderede.

»Arbejderne var ekstremt heldige. Der kunne have været mange dødsfald,« siger lederen for ammunitionsrydningstjenesten i Bayern til Bild.

For onsdag sprang en gammel bombe – sandsynligvis fra Anden Verdenskrig – pludselig nær Donnersbergbrücke S-Bahn-station i München. Det skete i forbindelse med etableringen af et nyt jernbanespor, hvor ingen altså mistede livet.

Der var dog én person, der blev alvorligt kvæstet, mens yderligere tre kom lettere til skade.

Og eksplosionen var kraftig. Billeder fra steder viser, hvordan en gravemaskine eksempelvis blev væltet omkuld.

Det betød samtidig, at al togkørsel i flere timer blev afbrudt til og fra stationen.

Selvom Anden Verdenskrig sluttede for mere end 75 år siden, bliver der ifølge nyhedsbureauet Reuters årligt fundet mere end 2.000 ton bomber og ammunition – der vel og mærke stadig er sprængfarlige – i Tyskland.

Officielt regner man med, at omkring 15 procent af mere end 1,5 millioner ton bomber, som USA og England smed over landet undervejs i krigen, landede uden at eksplodere.

Af samme grund laver man grundige undersøgelser i forbindelse med al byggearbejde for netop ikke at støde på uventede overraskelse i undergrunden.

Bayerns indenrigsminister, Joachim Herrmann, har efter onsdagens eksplosion krævet svar på, hvorfor en bombe kunne ligge uopdaget midt i byen, hvor et stort byggearbejde var i gang.

»Der skal findes et svar: Hvorfor blev bomben ikke opdaget på forhånd?« siger han.

Den tyske udgave af DSB, Deutsche Bahn, vil ikke kommentere på, om området er blevet tilstrækkeligt undersøgt for krigsefterladenskaber.

»Grundlæggende arbejder DB efter de højeste sikkerhedsstandarder for byggearbejde. Men på grund af de igangværende undersøgelser kan vi ikke give information på nuværende tidspunkt,« lyder det fra en talsmand ifølge Bild.