Én er død, fire er savnet, og 16 er kvæstet efter eksplosion i Leverkusen. Der advares om "ekstrem fare".

En eksplosion tirsdag formiddag på et forbrændingsanlæg i et industriområde i den vesttyske by Leverkusen har kostet mindst én person livet.

Det skriver det tyske medie Bild.

Bild skriver desuden, at fire personer er savnet, og 16 er kvæstet.

Selskabet Currenta, der står for driften i industriområdet, oplyser, at de savnede alle er ansatte på det anlæg, hvor eksplosionen fandt sted.

Eksplosionen har ført til en advarsel om "ekstrem fare". Borgere i området er blevet opfordret til at lukke døre og vinduer.

Eksplosionens trykbølge kunne mærkes adskillige kilometer væk. Eksplosions kraft kunne sågar måles hele 40 kilometer væk.

Udenrigsministeriets Borgerservice har også berettet om situationen.

- Flere sårede som følge af eksplosion på forbrændingsanlæg ved Leverkusen. Beboere nær anlægget skal holde sig inden døre og lukke døre og vinduer, skriver den danske tjeneste i et tweet.

Politiet i Leverkusen melder om adskillige tilskadekomne og har sat et stort antal politibetjente på sagen. Den nærliggende motorvej er lukket, og borgere opfordres til at holde vejene fri til udrykningskøretøjer.

Operatøren Currenta oplyser, at eksplosionen skete klokken 9.40 tirsdag. Lidt efter klokken 13.00 lyder det, at branden er slukket.

Der pågår en søgning efter de savnede, tilføjer Currenta. Selskabet vil klokken 14.00 holde en pressekonference om seneste nyt.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede eksplosionen og den efterfølgende brand, der opstod i et depot, hvor der opbevares brændstof.

Sirener og et alarmsystem på Tysklands civile redningstjenestes app har advaret borgerne i området om "ekstrem fare".

Over 30 selskaber opererer i industriområdet Chempark i Leverkusen. Blandt dem er den tyske kemi- og medicinalgigant Bayer.

/ritzau/dpa