Vladimir Putin har været Ruslands stærke mand i 23 år, men på et tidspunkt kommer dagen, hvor han skal afløses som præsident.

Et tidspunkt, der ifølge en ekspert kan komme, før vi aner det.

»Putin er 70 år gammel, og krigen går dårligt. Af tidligere erfaring ved vi, at når en krig går dårligt, så hvæsses knivene bag lederens ryg,« siger den norske Ruslands-ekspert Iver Neumann til Dagbladet.

Men hvem står så klar i kulissen til at afløse Putin?

Neumann og en anden norsk ekspert, forsker ved Norsk Udenrigspolitisk Institut (NUPI), Jakub Godzimirski, peger på fire potentielle afløsere.

Men hvem af dem, der kommer i spil, afhænger meget af, hvordan magtskiftet kommer til at ske.

De fire potentielle afløsere for Putin, eksperterne har i kikkerten, er:

  • Lederen af Ruslands sikkerhedsråd, Nikolaj Patrusjev

  • Ruslands premierminister, Mikhail Misjustin

  • Wagner-lederen, Jevgenij Prigozjin

  • Den fængslede oppositionsleder Aleksej Navalnyj

Skulle der ske noget med Putin – såsom at han dør, eller at helbredet begynder at skrante så meget, at han ikke længere kan fortsætte som præsident – er 71-årige Patrusjev og 57-årige Misjustin eksperternes bedste bud på afløseren. 

Ruslands premierminister, Mikhail Misjustin.
Ruslands premierminister, Mikhail Misjustin. Aleksandr Astafjev/EPA/Ritzau Scanpix

Især Patrusjev, som ifølge Iver Neumann 'er en stærk mand med en masse kontakter'.

I tilfælde af, at det nuværende russiske regime bryder sammen, eller der iværksættes et succesfuldt kup mod Putin, peger eksperterne derimod på Prigozjin eller Navalnyj.

Arkivfoto af Jevgenij Prigozjin på et billede, der blev udsendt 25. maj.
Arkivfoto af Jevgenij Prigozjin på et billede, der blev udsendt 25. maj. Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Især 62-årige Jevgenij Prigozjin vurderer de er et oplagt bud i tilfælde af et kup, idet han som leder af Wagner-gruppen har sin egen personlige hær og en allerede solidt funderet magtbase, samt nyder opbakning i store dele af befolkningen.

47-årige Aleksej Navalnyj er et andet bud, som ifølge eksperterne også er populær i store dele af befolkningen, men Iver Neumann tvivler dog på, at oppositionslederen kommer ud af fængslet i live.

Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navralnyj.
Den fængslede russiske oppositionsleder Aleksej Navralnyj. Jevgenija Novozjenina/Reuters/Ritzau Scanpix

De to norske eksperter understreger, at der lige nu og her ikke er noget, der tyder på, at Vladimir Putins position som Ruslands leder og stærke mand er truet.

Du kan følge udviklingen i krigen i Ukraine i vores liveblog lige HER.