Eksperter slår alarm om Trumps mentale helbred: Vil ende katastrofalt
Flere medicinske eksperter er bekymrede for Donald Trumps mentale helbred. De frygter, at det kan få fatale konsekvenser.

Flere medicinske eksperter er bekymrede for Donald Trumps mentale helbred. De frygter, at det kan få fatale konsekvenser.

Donald Trump udgør en eksistentiel fare.
Det hævder to fremtrædende amerikanske eksperter, som den norske avis Dagbladet har talt med efter præsidentens helbredstjek forleden.
»Jeg har en fornemmelse af, at det her ender katastrofalt,« siger psykiater Bandy X. Lee til avisen.
Hun har undervist på universiteterne i Yale og Harvard, og i 2017 redigerede hun bogen 'The Dangerous Case of Donald Trump,'
Bogen indeholdt en række essays om Trumps påståede mentale ustabilitet i hans første embedsperiode.
Under Trumps anden periode er tegnene blot blevet endnu tydeligere på, at noget er helt galt, mener hun.

»Det er alarmerende medicinske tegn. Flere besøg hos Walter Reed involverer alvorlige tests såsom MR-scanninger, som ikke kan udføres i Det Hvide Hus. Det er tegn på, at noget meget alvorligt er i gang,« vurderer Lee til Dagbladet.
Lee henviser til, at præsidenten er blevet undersøgt på militærhospitalet Walter Reed Medical Center indtil videre fire gange, siden han genindtog Det Ovale Kontor i januar sidste år.
I hvert fald så vidt vi ved.
Eksperterne anklager nemlig både Trump og systemet omkring ham for manglende åbenhed om hans helbred.
Det seneste besøg hos Walter Reed Medical Center fandt sted tirsdag i sidste uge.
Efter besøget skrev Trump selv på Truth Social, at »alt ser perfekt ud.«
Også den tidligere professor på eliteuniversitetet John Hopkins University, John Gartner, er bekymret.
Han betegner direkte situationen lige nu som »utrolig farlig.«

Den amerikanske præsident fylder 80 år om 14 dage, og han er den ældste person, der nogensinde er blevet valgt til præsident i USA.
Trump selv har stolt fortalt, at han har fået topkarakterer i tre kognitive test.
John Gartner understreger dog, at der ikke er tale om intelligenstests, men derimod om prøver, der tester for demens.
Og alene det faktum, at lægerne vurderer, at det er nødvendigt at tjekke for demens, burde bekymre, mener Gartner.
Det er både præsidentens sprog, hukommelse, opførsel og hans måde at bevæge sig på, der ifølge eksperterne påkalder sig opmærksomhed.
Han er blevet mindre kontrolleret og mere impulsiv.
»Sammenlignet med hvordan han fremstod i sin første periode som præsident, er han mere forvirret, mere uberegnelig. Han kalder folk 'grise' og 'dumme' og bander mere. Han opfører sig meget mere uhæmmet og forvirret. Alt dette stemmer overens med frontallapsdemens,« vurderer psykologiprofessoren John Gartner.
Både han og Bandy X Lee frygter for konsekvenserne af præsidentens handlinger, hvis det ikke lykkedes at stoppe ham.
Officielt er der dog ingen meldinger om, at den amerikanske præsident skulle fejle noget.
Fra Det Hvide Hus lyder det til gengæld gang på gang, at Trump er mentalt skarp og fysisk stærk og robust.
»Præsident Trump er den skarpeste og mest tilgængelige præsident i amerikansk historie. Han arbejder uafbrudt på at løse problemer og levere på sine løfter. Og han fortsætter med at være i fremragende form,« lød det for nylig i en erklæring til nyhedsbureauet AP fra talsmand for Det Hvide Hus, Davis Ingle.