Han blev først kendt som manden, der bestemt ikke lagde fingre imellem, når det gjaldt kritik af Donald Trump.

Senere endte han med at blive en af USAs præsidents mest tætte støtter. Nu er den mangeårige senator Lindsey Graham død, og det har Europa god grund til at være ked af.

Sådan lyder det fra to USA-analytikere, som Berlingske har talt med.

For Lindsey Graham har været en senator, som er blevet brugt meget af de europæiske lande, når de skulle nå igennem til Trump.

Sådan lyder det fra USA-analytiker og tidligere indenrigspolitisk rådgiver ved den danske ambassade i Washington, Mads Dalgaard Madsen.

»Fordi Lindsey Graham forstod at spille det politiske spil – han er blevet kaldt Trump-hviskeren – maksimerede han sin adgang til Trump, samtidig med at han var en transatlantisk støtte,« lyder det fra Mads Dalgaard Madsen til Berlingske.

Det nikker en anden USA-analytiker, nemlig Mirco Reimer, genkendende til.

»Det er et tab for Europa,« siger han til mediet.

For ifølge Mirco Reimer var Lindsey Graham netop en mand, der kunne begge dele. Han var en del af Trumps inderkreds, men mente samtidig det samme som europæerne, når det gjaldt udenrigspolitikken.

Lindsey Grahams død kom noget uventet, da han kun for få dage tidligere var i Ukraines hovedstad Kyiv og besøgte præsident Volodymyr Zelenskyj.

Han blev 71 år.

Ikke kun Europa, men også Ukraine og Nato vil være kede af Lindsey Grahams dødsfald. Det peger B.T.s udlandsredaktør Jeppe Elkjær på. Læs hele analysen HER.