To vidt forskellige steder i Ukraine udspiller der sig netop nu store, potentielt afgørende slag. 

Det ene er ifølge eksperter højst overraskende, mens det andet ser ud til at blive det, der har betydet størst tab hele året.

Vi begynder i det østlige Ukraine. Lige nord for den russiskbesatte storby Donetsk i regionen af samme navn.

Her ligger den vigtige kulby Avdijivka. Og her ligger frontlinjen i krigen mellem Rusland og Ukraine.

Det har den gjort siden 2014, hvor russiskstøttede militser gik ind i det østlige Ukraine og besatte store dele af Donbas-regionen.

Derfor er frontlinjen omkring Avdijivka en af de tungest befæstede.

Alligevel har Rusland valgt at igangsætte en offensiv for at forsøge at omringe og siden erobre byen.

»Ved Avdijivka står Ukraine allerstærkest. De har stået der siden 2014,« siger Anders Puck Nielsen, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet.

Han fortæller, at Avdijivka er en afgørende by for Rusland, hvis de på sigt skal opnå målet om at indtage hele Donetsk-regionen i det østlige Ukraine.

Men der er også en anden grund til, at Rusland så gerne ser Avdijivka erobret.

Det fortæller studielektor ved Forsvarsakademiet Claus Mathiesen.

»Avdijivka har de kæmpet om siden 2014. Det er en forstad til Donetsk. Det tager ikke mange minutter at køre fra Avdijivka til centrum af Donetsk. Og det har pint russerne lige siden 2014, at de ikke fik taget byen,« forklarer Claus Mathiesen.

Røg over den østukrainske by Avdjivka 11. oktober.
Røg over den østukrainske by Avdjivka 11. oktober. Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix

Kampene omkring den østukrainske by har været blandt de voldsomste i hele 2023.

På få uger har både Rusland og Ukraine lidt store tab.

Det har New York Times blandt andet beskrevet.

Ser man på de daglige kort fra området, som både russiskvenlige og ukrainskvenlige medier og bloggere udgiver, så er det tydeligt, at Rusland forsøger at omringe Avdijivka.

Det går langsomt, men de har formået at indtage enkelte områder.

På den måde minder det om noget, vi har set før.

»Der er store tab på begge sider. Det kan gå hen og blive et nyt Bakhmut,« siger Claus Mathiesen med henvisning til den østukrainske by, der blev kæmpet om i månedsvis med enorme tab på begge sider, inden Rusland tidligere på året endegyldigt erobrede den.

Men det er ikke det eneste sted i Ukraine, hvor der finder opsigtsvækkende begivenheder sted.

Længere mod vest har Ukraine efter måneders tilløb i form af mindre angreb over den enorme Dnepr-flod formået at få landsat en mindre styrke på den sydlige del af floden i Kherson-regionen og generobret et lille, men ikke ubetydeligt område.

Mod vest har Ukraine gjort fremskridt ved Dnepr-floden. Mod øst forsøger Rusland at erobre Avdijivka.
Mod vest har Ukraine gjort fremskridt ved Dnepr-floden. Mod øst forsøger Rusland at erobre Avdijivka. Google Maps

De står dermed med en fod i et russiskbesat område, der kan skabe nye muligheder for Ukraine og udfordringer for Rusland.

»Det er interessant, det der sker i Kherson,« siger Claus Mathiesen.

»Det åbner en ny front. Men det er en svær operation. De har fået skabt et lille brohoved. Men det skal være meget større, hvis de for alvor skal presse Rusland,« uddyber den danske ekspert.

Anders Puck Nielsen ser også på den ukrainske operation i Kherson med interesse.

Han mener dog lige som Claus Mathiesen, at der skal mere til fra ukrainsk side, hvis det skal blive rigtig interessant.

»Ukraine har haft store udfordringer hele sommeren, hvor de har kæmpet på en ret kompakt front. Hvis de formår at åbne en ny front med et større brohoved over floden i Kherson, så kan de give Rusland flere dilemmaer,« siger Anders Puck Nielsen.

»Der er vi ikke endnu. Men kan de formå at manifestere sig i området over vinteren og foråret, så kan det blive interessant.«