Eksperter lodret uenige: Er Trump ved at knuse NATO?
Donald Trump har gentagne gange truet med at trække USA ud af NATO. Men er verdens største militæralliance virkelig på vej mod sin undergang?

Donald Trump har gentagne gange truet med at trække USA ud af NATO. Men er verdens største militæralliance virkelig på vej mod sin undergang?

»Åh, absolut. Uden tvivl.«
Så kontant lød svaret fra Donald Trump i april, da han i april blev spurgt, om han overvejede at trække USA ud af NATO.
I sidste uge led Trump så et sviende nederlag ved midtvejsvalget. Men med to år mere i Det Hvide Hus rejser spørgsmålet sig.
Vil han gøre alvor af sin trussel - og er NATO dermed på vej mod sin undergang?
Hvis man spørger Clayton Allen, politisk ekspert og tidligere rådgiver for det amerikanske Senat, er svaret klart:
»Jeg mener, at rygterne om NATOs undergang er stærkt overdrevne. USAs politik over for NATO og USAs position i alliancen står stærkere, end mange måske tror,« siger han til norske Nettavisen.
Allen peger på, at USA fortsat arbejder på at opretholde sin atomafskrækkelse i Europa, og at der er grænser for, hvor langt amerikanerne vil trække sig tilbage.
Samtidig opruster de europæiske lande og gør sig i stigende grad mindre afhængige af amerikanske våbenleverandører. En udvikling, der ifølge Allen er kommet for at blive.
Kan vågne og trække USA ud
Professor i statskundskab Hilmar Mjelde fra Høgskulen på Vestlandet advarer derimod om, at man langtfra kan afskrive et amerikansk farvel til NATO.
»Vi kan selvfølgelig ikke udelukke, at han vågner en dag og vil trække USA ud af NATO. Det afhænger af, hvordan han har det, når han vågner den pågældende dag,« siger han til Nettavisen.
Og skulle Trump beslutte sig for at trække USA ud, er det ifølge professoren langtfra sikkert, at Kongressen kan forhindre det.
Han vurderer nemlig, at en lov fra 2023, der skal forhindre præsidenten i egenhændigt at forlade NATO, er i strid med den amerikanske forfatning.