Eksperter fortæller om Putins nye mareridtsvåben – Ukraine kan intet stille op lige nu
Længe har Ukraine fået bedre og bedre styr på et af Ruslands farligste våben. Men nu er der sket en dødelig udvikling.

Længe har Ukraine fået bedre og bedre styr på et af Ruslands farligste våben. Men nu er der sket en dødelig udvikling.

Natten til tirsdag blev store dele af Ukraine ramt af tunge russiske angreb. Bare få dage forinden var den ukrainske sikkerhedstjeneste også blevet ramt i det centrale Kyiv.
Det kan ifølge en ekspert alt sammen lade sig gøre, fordi Rusland har et nyt supervåben, som Ukraine intet kan gøre ved.
Der er egentlig tale om en gammel kending for det ukrainske forsvar. Men i nye klæder.
For Rusland har formået at videreudvikle den iransk-skabte Shahed-drone, som i efterhånden årevis har skabt død og ødelæggelse i ukrainske byer og blandt den ukrainske befolkning.
Men som årene er gået, er det ukrainske forsvar blevet bedre og bedre til at nedskyde de iranske droner.
Indtil nu.

For i den russiske militærindustri har man givet de ellers langsomtflyvende Shahed-droner en jetmotor, så de nu flyver markant hurtigere og dermed bliver sværere at skyde ned.
Det fortæller en ekspert på krigen i Ukraine.
»Fremkomsten af jetdrevne iransk-designede Shahed-droner er et stort problem for Ukraine,« siger Rob Lee, der er senior fellow ved Foreign Policy Research Institute, til B.T.
Rob Lee, der har over 700.000 følgere på X, har lige siden begyndelsen af den fulde invasion opdateret nærmest dagligt fra krigen i Østeuropa.

Han kender derfor bedre end de fleste til, hvordan våbenkapløbet mellem de krigene parter har udviklet sig.
Lige nu har Rusland overhånden, når det kommer til at kunne angribe ukrainske byer som Kyiv.
»Ukraine havde udviklet en effektiv og billig måde at håndtere de langsommere Shahed-droner på med afskæringsenheder, men de nyere modeller er sværere at gøre noget ved. Og derfor er de i stand til at ramme mål i byerne,« siger Rob Lee.
Resultatet af det stod lysende klart i sidste uge, hvor Rusland udførte et af deres hidtil mest dristige angreb på Kyiv.

Her blev den bygning, som huser Ukraines sikkerhedstjeneste i det centrale Kyiv, ramt af et voldsomt angreb.
Men jetmotoren er ikke den eneste tilføjelse til Shahed-dronerne, kan Rob Lee fortælle.
Før var de førerløse, og målene, som blev ramt, mere tilfældige. Men nu har de nye udgaver af Shahed-dronerne fået udstyret kamera, så de lettere kan styres mod deres mål.
Med den viden kan eksempelvis angrebet på Ukraines sikkerhedstjeneste ikke tolkes som meget andet end en bevidst handling.

»De her jetudstyrerede Shahed-droner med kamera – så man kan styre dem – er svære at skyde ned, og derfor kunne Rusland ramme sikkerhedstjenesten i sidste uge – centralt i Kyiv,« siger Rob Lee.
Det er dog ikke kun Rusland, som netop nu har succes med at angribe modstanderen dybt bag frontlinjen med droner og missiler.
Ukraine har siden begyndelsen af året igen og igen ramt russiske militære mål, kritisk infrastruktur og sågar onlinehandelsgiganter som Wildberries og Ozon.
Og de ukrainske angreb gør ekstremt ondt på Rusland, som B.T. tidligere har beskrevet.

For Rob Lees stol, så er det et bevis på én særlig ting i krigen:
»Teknologien i krigen udvikler sig hele tiden. Den ene måned har den ene part fordelen, en måned senere har den anden,« siger han.
Og så kommer han med en pointe, som er henvendt til de lande, som støtter Ukraine i overlevelseskampen mod Rusland.
»Udenlandsk støtte er essentiel for Ukraine – som har færre ressourcer end russerne – så de kan blive ved med at innovere,« siger han og konkluderer:
»Store dele af den ukrainske forsvarsindustri eksisterede ikke for få år siden. De er nu ved at blive modnet og ekstremt effektive. Men de kan ikke eksistere uden støtte udefra.«