Hvis Putin skal fjernes fra magten, så skal det komme indefra. Enten fra Putins nærmeste – eller fra den almindelige russiske borger.
Det fortæller to eksperter – militærforsker ved Forsvarsakademiet Anders Puck Nielsen og Ruslandsekspert og seniorforsker ved DIIS Flemming Splidsboel.
Ifølge Flemming Splidsboel er det et helt usandsynligt scenarie, at en anden stat, eksempelvis USA, ville kunne likvidere Putin og dermed fjerne ham fra magten.
»Der ville komme en ny præsident i Rusland med det samme – og man ved ikke, hvordan vedkommende ville reagere. Det kunne meget vel være, at han ville sige, 'det skal de ikke slippe afsted med', og så ville Rusland affyre deres atomvåben mod USA,« siger Flemming Splidsboel.
Og militærforsker Anders Puck Nielsen er enig:
»Hvis USA gik ind for at fjerne Putin, så er det en situation, der efter den russiske atomvåbendoktrin ville berettige brug af atomvåben mod USA – så det kan man simpelthen ikke.«
Den eneste mulighed ville være, at det skulle komme indefra, siger Anders Puck Nielsen. Eksempelvis ved et internt kup:
»Men det bliver svært. For Putin har jo brugt hele sin regeringstid – og før det – på at opbygge et system, der er loyalt mod ham. Der er alle mulige mekanismer i systemet, der skal opdage og forhindre kup og modarbejdelse af ham.«
Flemming Splidsboel fortæller, at han er ret sikker på, at selv Putins allernærmeste skal gennem metaldetektorer, før de nærmer sig ham. Så en likvidering er urealistisk.
»Det vil snarere være sådan, at nogle højtstående tæt på ham på et tidspunkt tager mod til sig og går hen og siger, 'nu kan vi ikke mere'. Men den er todelt – fordi selvom milliarderne fosser ud af lommerne på hans nærmeste som følge af hele verdens sanktioner, så er det kun på grund af Putin, at de overhovedet har fået de her penge til at begynde med.«
Hvis ikke Putins nærmeste ender med at skubbe ham af pinden, så ser Flemming Splidsboel en folkerevolution blandt det russiske folk som en mulighed i fremtiden.
»Hvis han bliver siddende i længere tid, så kan den almindelige russer godt gennemtvinge en forandring,« lyder det fra Flemming Splidsboel.
Ifølge ham skal vi frem til det punkt, hvor russere, der støtter Putin og krigen i Ukraine, bliver presset så meget økonomisk på grund af sanktionerne, at de ikke kan få det til at hænge sammen længere.
»Lige nu bliver det russiske folk banket af militæret, hvis de går et par hundrede ned og demonstrerer. Men hvis de er 5.000 eller 50.000, så kan de ikke allesammen få bank. Det er den koordination, der kan være svær, men nødvendig,« siger Ruslandseksperten.
Og netop de almindelige russiske borgere er også dem, som den ukrainske præsident Zelenskyj sætter sin lid til.
Det gjorde han blandt andet i en tale torsdag, hvor han talte russisk for at henvende sig direkte til de russiske borgere:
»Hvem kommer til at lide mest på grund af krigen? Folket. Hvem er mest imod krigen? Folket. Hvem kan stoppe den? Folket. Men er de folk blandt jer? Det er jeg sikker på.«
Zelenskyj sagde, at han var klar over, at talen ikke blev sendt på russisk stats-tv, men at russerne var nødt til at høre den:
»Hvis de russiske ledere ikke vil sætte sig ved bordet med os og forhandle fred, vil de måske sætte sig ved bordet med jer. Vil russere have krig? Jeg vil gerne vide svaret. Men svaret afhænger kun af jer, borgere i Den Russiske Føderation.«