Corona rammer bredere - og hårdere - end først antaget.

For virusset betyder ikke kun en livsfarlig påvirkning af patientens lunger og åndedræt.

Det siger amerikanske forskere ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge eksperterne har den livsfarlig virus også vist sig at kunne angribe en lang række andre organer og kropslige funktioner i et alarmerende omfang.

Og der er en meget reel risiko for, at nogle patienter aldrig vil blive helbredt i fuldt omfang.

For ifølge eksperterne har forskerne kun gradvist begyndt at forstå den enorme mængde af helbredsproblemer, som coronavirusset kan forårsage.

»Vi troede, at der kun var tale om et åndedrætsvirus. Men det viser sig, at det også går efter bugspytkirtlen. Og hjertet. Og leveren, hjernen, nyrerne og andre organer. Det var vi ikke opmærksomme på i begyndelsen,« siger lægen Eric Topol - kardiolog og direktør for det amerikanske Scripps Research Translational Institue i La Jolla i Californien.

Patienter, der er angrebet af Covid-19, oplever derfor ikke kun åndedrætsrelaterede problemer, som får dem til at gispe efter vejret. De risikerer blandt andet også forstyrrelse af blodkoagulationen, der kan føre til slagtilfælde, og ekstrem betændelse, der angriber flere organsystemer, samt hovedpine, svimmelhed og tab af smag og lugt.

Og det kan i nogle tilfælde vise sig at være en meget langvarig proces, hvis man har pådraget sig corona. Også selv om patienten i første omgang ikke blev så akut medtaget, at en hospitalsindlæggelse var nødvendig.

»Vi hører en del om folk, der har vedvarende træthed og åndenød. Hvor længe det vil vare ved, er svært at sige,« lyder det fra Jay Butler, viceadministrerende direktør for infektionssygdomme ved USA's sundhedstyrelse.

Ifølge de amerikanske eksperter oplever omkring hver 10. coronapatient, at symptomerne ikke forsvinder efter de typiske to-tre uger.