Eksperter afviser Trumps påstand: 'Ikke muligt'
De amerikanske skatteydere kommer ikke til at betale for de nye baser i Grønland, siger Donald Trump, men det udsagn sætter eksperter spørgsmålstegn ved.

De amerikanske skatteydere kommer ikke til at betale for de nye baser i Grønland, siger Donald Trump, men det udsagn sætter eksperter spørgsmålstegn ved.

»Det vil ikke koste USA noget!«
Sådan skrev præsident Donald Trump fredag aften på Truth Social.
Få dage tidligere havde han sammen med statsminister Mette Frederiksen og den grønlandske regeringsleder Jens-Frederik Nielsen underskrevet en ny aftale om sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i Grønland.
Aftalen giver blandt andet amerikanerne lov til at etablere to nye baser på Grønland.
Knap var blækket på underskrifterne tørt, før Trump proklamerede, at de nye militære anlæg ikke kommer til at koste de amerikanske skatteydere en eneste dollar.
Et udsagn, som udenrigsminister Marco Rubio også understregede i en erklæring fra Det Hvide Hus, da aftalen blev underskrevet tirsdag.

Norske Børsen har talt med en ekspert, der tvivler på, at præsidenten og hans udenrigsminister får ret i den antagelse.
»Det her er endnu en udtalelse, som er så urimelig, at den modsiger sig selv,« siger Svein Vigeland Rottem, som er seniorforsker ved Fridtjof Nansens Institutt og ekspert i arktisk sikkerhed.
Aftalen fastslår, at USA får mulighed for at bygge to nye militærbaser på Grønland:
En ved Narsarsuaq mod syd og én ved Mestersvig i øst.

Derudover vil amerikanerne udvide og modernisere den eksisterende Pituffik Space Base, som tidligere var kendt under navnet Thule Air Base.
Samtidig skal Danmark styrke sin sikkerhedstilstedeværelse i Arktis.
Vigeland Rottem undrer sig over, hvorfor USA ønsker at øge din tilstedeværelse i Grønland.
Han spekulerer på, om Trump måske undervejs har indset, at USA faktisk havde en meget god aftale med Grønland og Danmark i forvejen.
»Så nu lader han som om, han har fået noget imponerende og nyt,« siger han.
En oprustning af den kaliber, som aftalen lægger op til, vil ifølge eksperten »kræve enorme ressourcer.«
»Jeg tror ikke, at USA vil være i stand til at gennemføre Trumps planer i lang tid, men man ved aldrig.«