En ny alarmerende rapport fra Forsvarsakademiet advarer om, at Danmark i stigende grad vil opleve kinesisk militær aktivitet tæt på.

Rapporten, skrevet af Kina-ekspert Camilla Tenna Nørup Sørensen og analytiker Adam Buschard, lægger sig op ad Forsvarets Efterretningstjeneste, som tidligere har meldt ud:

Kina ønsker »at opbygge en evne til på langt sigt, det vil sige i et tiårigt perspektiv, at operere militært i Arktis«.

Det kan ifølge eksperterne true Danmarks sikkerhed direkte og skabe store problemer for NATO-samarbejdet. 

Det skriver Berlingske

Dertil kommer, at Rusland forsøger at få de såkaldte BRIKS-lande ind i det arktiske diplomati. Lykkes missionen, vil Arktis blive »en større diplomatisk kampplads«.

»Får de ikkearktiske lande først foden indenfor i det arktiske diplomati, vil det blive svært at skubbe udviklingen tilbage,« advarer Camilla Tenna Nørup Sørensen i Berlingske.

Hun forklarer samtidig, at Kina allerede har dømt Arktisk Råd ude, fordi rådet ikke giver Kina direkte indflydelse.

Kina ønsker derimod en handelsrute – en såkaldt »nordlig Silkevej« – for at udnytte ressourcerne under den grønlandske is. 

Og ikke nok med det: Kina vil ikke afholde sig fra at vise militære muskler gennem flådeinspektioner i Arktis og et øget samarbejde med Rusland i fremtiden, lyder advarslen.

Rapporten understreger også, at USA ser Kina som sin største modstander, og Grønland er blevet centrum i stormagtskonflikten.

Donald Trump har flere gange krævet ejerskab over Grønland – et pres, der givetvis ikke vil blive mindre, eftersom USA ikke mener, Danmark tager truslen fra Kina alvorligt, påpeger Camilla Tenna Nørup Sørensen.