Der er ingen tvivl. Donald Trumps trusler er langt over grænsen.
»Trump truer med massive krigsforbrydelser, så simpelt er det,« siger Kenneth Roth, der er tidligere chef for Human Rights Watch, til BBC.
Han reagerer på de udmeldinger, som den amerikanske præsident senest er kommet med forud for de fredsforhandlinger mellem USA og Iran, der sandsynligvis skal genoptages denne mandag.
For i et opslag på sit sociale medie, Truth Social, lød det i den forbindelse fra Donald Trump, at man fra iransk side hellere måtte få indgået en aftale.
»Hvis de ikke gør det, så kommer USA til at ødelægge ethvert kraftværk og hver enkelt bro i Iran. Ikke mere hr. god fyr,« skrev han.
Til det siger den tidligere Human Rights Watch-chef videre:

»Han mener måske, at han ikke behøver at følge international humanitær ret, men den amerikanske regering og resten af verden påstår at gøre det,« siger Kenneth Roth:
»Og humanitær ret forbyder at angribe civile objekter som kraftværker eller broer.«
Eksperten understreger, at USAs argument om, at broerne og kraftværkerne også anvendes af iransk militær – og derfor kan betragtes legitime mål – dog ikke holder.
Af den årsag at konsekvenserne for de civile borgere i den sammenhæng alligevel vil være uforholdsmæssig stor.
Det er ikke første gang, at Donald Trumps hårde retorik vækker opsigt – og forargelse.
Således er det ikke mange dage siden, at præsidenten truede med, at »en hel civilisation ville komme til at dø«.
Umiddelbart herefter blev der indgået en midlertidig våbenhvile på to uger, der udløber natten til onsdag.
Følg B.T.s liveblog om de storpolitiske forhold HER.

