
Fra den russiske skyggeflåde hældes der milliarder af oliepenge i lommen på Putins krigsmaskine.
Sådan lyder det fra to eksperter, efter B.T.s afdækning af de vilde beløb, som russerne hiver hjem fra sanktionerede skibe, der sejler gennem dansk farvand.
Og Danmark kan ikke gøre noget ved det.
På snart femte år fortsætter Ruslands præsident, Vladimir Putin, sin fulde invasion af Ukraine på trods af svære sanktioner fra EU og Danmark. Og det skyldes i høj grad den skyggeflåde, som hver dag har skibe i dansk farvand.
Og det er et gigantisk problem, lyder det fra forsker i maritim sikkerhed Jessica Larsen, på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS):
»Problemet for Danmark er, at skibene sejler igennem vores farvand. På grund af den måde, folkeretten er skruet sammen på, er vi indirekte med til at facilitere, at Rusland tjener penge på sanktioneret olie, og dermed fodre den russiske krigsmaskine,« siger hun.

B.T. har i uge 43 lavet en optælling af sanktionerede skibe i dansk farvand.
Den viser, at mindst 24 forskellige sanktionerede tankskibe sejlede gennem de danske have – med kurs til eller fra Rusland.
Desuden afslører beregninger, som B.T. har lavet, at et standardtankskib dermed tjener enorme summer gennem deres fragt af olie.
Mindst 100 millioner på en enkelt tur fra en havn i Rusland til et raffinaderi i den indiske delstat Gujarat.
Det er en tur som B.T. har fundet flere eksempler på.
»Der er et pres på Danmark om, at vi skal stoppe det, så Rusland ikke kan tjene penge og tage i krig,« lyder det fra militæranalytiker Anders Puck Nielsen.
Forsker i maritim sikkerhed Jessica Larsen anser det som problematisk, at Danmark og EU bliver nødt til at tillade skyggeflådens sejlads gennem Storebælt og Øresund.
»Med den ene hånd sender vi støtte til Ukraine, ønsker fred i Europa og laver sanktioner mod Rusland,« siger hun og fortsætter:

»Og med den anden, må Danmark på grund af folkeretten lade den russiske skyggeflåde sejle igennem vores farvand, på den måde forhindrer vi hvert fald ikke, at Rusland tjener penge uden om sanktionerne og potentielt forlænger krigen i Ukraine.«
Den betragtning er militæranalytiker Anders Puck Nielsen enig i:
»Rusland tjener mange penge hjem og sikrer, at de kan understøtte samfundet og krigen i Ukraine,« siger han til B.T.
»Men det er meget svært at gøre noget ved det inden for havrettens regler,« forklarer Anders Puck Nielsen.

Eksperterne peger begge på, at når skyggeflåden stilfærdigt sejler tøndevis af sanktionsbelagt olie via de danske have, er selve ruten fuldkommen lovlig.
Og faktisk lyder det fra Jessica Larsen, at Danmark er fuldkommen magtesløs for at stoppe russernes sejlads.
Ved international lov er det nemlig besluttet, at skibenes rettigheder er beskyttet under det flag, som skibene sejler under.
»Det kan have store konsekvenser, hvis vi begynder at tolke dynamisk på folkeretten,« siger Jessica Larsen og uddyber:

»Derfor er der meget stærk tilbageholdenhed med at gribe ind. Lige så snart vi går ind og piller ved det, så skaber det potentielt grundlag for, at andre stater kunne gøre det samme mod vores skibe,« siger Jessica Larsen.
B.T. sætter igennem en række artikler fokus på den russiske skyggeflådes sejlads i dansk farvand.
