Statsminister Mette Frederiksen (S) har kaldt Ukraine et 'bolværk' mod Rusland, som i snart fem år har ført en angrebskrig mod vores europæiske nabo.

Køber man den analyse, kan uvenskabet mellem USA og Ukraine godt sætte bekymringerne i gang – for amerikanerne er i den grad med til at styrke bolværket.

Nu går en ekspert ud og advarer om, at den kolde luft mellem de to parter kan få konsekvenser:

»Uden amerikansk støtte kan Europa ikke levere nok luftforsvarssystemer og nedskydningsraketter til at afværge russiske angreb,« skriver Dimitar Bechev fra tænketanken Carnegie Europe i Al Jazeera.

De seneste dage har Trump langet hårdt ud efter Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ligesom han har lettet økonomiske sanktioner mod Rusland. Desuden har ukrainerne beskyldt USA for at blokere for vigtige efterretninger om russernes gøren og laden i krigen.

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen anerkender, at det kan blive alvorligt, hvis USA pludselig trækker al støtten til Ukraine.

»Så kan det ultimativt betyde, at Nato dør og brænder sammen, og så er vi i en helt anden sikkerhedspolitisk situation, og så skal vi til at bruge mange flere penge på forsvaret,« siger han.

»Og vi vil ikke kunne hjælpe Ukraine lige så godt, som USA kan, med efterretningsoplysninger på den korte bane. Og det ville også kunne få alvorlige konsekvenser for krigen i Ukraine.«

Han ser det dog overhovedet ikke som et sandsynligt scenarie, at USA trækker al støtten til ukrainerne:

»Det ville overraske mig temmelig, temmelig voldsomt,« siger han.

Peter Viggo Jakobsen peger blandt andet på, at den »pro-russiske kurs« er meget upopulær i USA.

Både Trumps eget parti, Republikanerne, samt det amerikanske forsvar og de amerikanske efterretningstjenester er imod den kurs, siger han.

»Og derfor tror jeg ikke, han kan opretholde en pro-russisk kurs. Det vil der være dyb modstand imod, også i Kongressen.«

Samtidig siger han, at USA ville tabe mange penge på at trække støtten til Ukraine, eftersom man i Europa ville stoppe med at købe amerikanske våben.

Skulle USA vælge at trække støtten, tror Peter Viggo Jakobsen heller ikke på, at Rusland ville gå til angreb på andre europæiske lande.

»Hvor fanden skulle de få soldaterne og pengene fra?,« spørger han.

Han påpeger, at Rusland stadig er presset af økonomiske sanktioner fra Europa.

»Så det der med, at de har overskudskapacitet til så at begynde at angribe andre, det kan jeg ikke lige se for mig.«