Et nyt kraftigt jordskælv i det nordlige Japan vækker nu uhyggelige minder om katastrofen i 2011.
Ifølge Simon Boxall, seniorlektor i oceanografi ved University of Southampton, er dagens skælv registreret ‘på samme sted’ som jordskælvet i 2011, der førte til en katastrofe.
Det siger han til Sky News, hvor han advarer om, at de kommende minutter og timer vil vise, hvor alvorlig situationen bliver.
I 2011 blev næsten 20.000 mennesker dræbt, og atomulykken ved Fukushima førte til massive radioaktive udslip og tvang titusinder til at forlade deres hjem.
Det nye jordskælv er målt til en styrke på 7,6 og har ramt havområdet ud for det nordlige Japan, og det er så kraftigt, at jordskælvet kunne mærkes over tusind kilometer væk i hovedstaden Tokyo, ifølge CNN.
Myndighederne frygter bølger på tre meter. Alligevel er det endnu uvist om det ender i den totale katastrofe:
»Det er for tidligt at sige, hvor ødelæggende det bliver, men ikke alle jordskælv skaber tsunamier,« siger seniorlektor Simon Boxall til Sky News.
Japans regering har ikke desto mindre indsat en nødstyrke, der nu arbejder på at vurdere skaderne og koordinere indsatsen.
Premierminister Sanae Takaichi gør det klart, at regeringen har ét mål:
»Vi sætter folks liv først og gør alt, hvad vi kan.«
Samtidig bliver der sendt løbende advarsler ud til befolkningen om risiko for nye bølger og efterskælv.
Statsmediet NHK rapporterer, at flere personer er blevet såret på et hotel i kystbyen Hachinohe, mens det japanske meteorologiske agentur allerede har registreret en mindre tsunami på 40 centimeter ved to havne i Aomori og Hokkaido.

