Der er rosende ord til Danmark og Mette Frederiksen fra den norske ekspert Georg Riekeles.

Han er assisterende direktør for tænketanken European Policy Centre og taler om den alvorlige situation, Europa befinder sig i, skriver Dagbladet.

Riekeles frygter, at 2026 kan blive meget alvorligt for Europa. 

Han understreger især, at norske politikere mangler forståelse for alvoren og de brutale forandringer, vi står overfor i Vesten.

Riekeles mener, at mange i Norge og Europa har læst den amerikanske præsident, Donald Trump, helt forkert. Nu er det en helt anden administration end den forrige, understreger han.

Mens Georg Riekeles altså slagter politikere i sit hjemland, er der rosende ord til Danmark.

Statsminister Mette Frederiksen har vist lederskab i sin støtte til Ukraine, været åben om dronetrusler fra Rusland og udviklingen i USA, og forberedt danskerne på en EU-politik uden de samme 'tabuer' som tidligere, siger han blandt andet.

»Danmark har forstået alvoren og har været villig til at ændre sin politik. Sverige og Finland besluttede også hurtigt at tilslutte sig NATO. Og Island forbereder sig nu på EU-debatten og -afstemningen.«