Ekspert: Putin frygter ydmygelse på Sejrsdagen
Putin og Trump havde en lang samtale over telefonen tirsdag aften, og her havde Ruslands præsident særligt et mål.

Putin og Trump havde en lang samtale over telefonen tirsdag aften, og her havde Ruslands præsident særligt et mål.

Putin og USAs præsident Donald Trump talte sammen tirsdag, og efterfølgende har begge parter meldt ud, at en pause i kampene var på bordet.
»Det ville være en politisk katastrofe for Putin, hvis der kom et succesfuldt angreb fra Ukraines side netop den dag.«
Ordene kommer fra Rusland-ekspert og seniorforsker ved DIIS, Flemming Splidsboel.
Han mener, at Putin har et klart motiv for at foreslå en midlertidig våbenhvile i Ukraine:
Han vil undgå et ukrainsk angreb på Moskva, når landet markerer sejrsdagen den 9. maj.
Rusland foreslog ifølge egne medier en våbenhvile netop den 9. maj.

Ifølge Flemming Splidsboel handler det ikke om militær strategi, men om Putins behov for at holde fast i et vigtigt symbol.
»Putin er presset, fordi det er allerede annonceret, at der vil være en nedskaleret sejrsparade,« siger han til B.T.
Splidsboel peger på, at et angreb på Den Røde Plads ville være ødelæggende for Kreml.
Han mener også, at Putin forsøger at bruge sejrsdagens historiske betydning som argument over for Ukraine.
»Han kan forsøge ved at appellere til, at det her er en parade for Anden Verdenskrig, og det er vigtigt. Og det er også vigtigt for Ukraine, og det burde de vide,« fremhæver Rusland-eksperten.
En eventuel våbenhvile kan dog afhænge af USAs rolle.
»Det kan godt lade sig gøre, hvis Trump følger op. Hvis han ringer til Zelenskyj og siger, at han ønsker kampene stoppet, fordi Putin har bedt om det,« forklarer Splidsboel.
Han vurderer, at Ukraine godt kan gå med til en kort pause i kampene – men at den i praksis ikke giver dem noget militært udbytte.

»Typisk betyder sådan en pause bare, at Rusland får mulighed for at spare kræfter, og derefter sætte et stort samlet angreb ind.«
Ifølge Splidsboel handler Putins ønske primært om indenrigspolitik og symbolik:
»Putin vil utrolig gerne kunne holde den store parade, så han kan vise russerne, at alt er under kontrol – at tingene kører, som de skal, og at de er på vej mod sejr.«