USA og Donald Trumps militære operation lørdag mod Venezuela og tilfangetagelsen af præsidenten, Nicolás Maduro, sender et direkte signal til Danmark: 

Den amerikanske præsident gør alvor af sine trusler – også hvis det er mod Grønland og Danmark.

Det vurderer USA-ekspert Jacob Kaarsbo, der advarer om, at Danmark nu må forberede sig på, at Trump vil forsøge at handle på sine gentagne udmeldinger om at ville have kontrol over det arktiske territorium.

»Det her viser, at han gør alvor af sine planer,« lyder det fra ham til B.T.

»Alt det, vi har set ham gøre, viser, at han gør alvor af de ting, som står i den nationale sikkerhedsstrategi. Og han vil sandsynligvis også forsøge at gøre noget i forhold til Grønland,« tilføjer han.

Præsident Trump præsenterede en ny sikkerhedsstrategi for USA i starten af december sidste år, hvor han understregede vigtigheden i at genetablere amerikansk dominans på den vestlige halvkugle.

Jacob Kaarsbo har tidligere været chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Jacob Kaarsbo har tidligere været chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE). Søren Bidstrup

Selvom Grønland ikke direkte er nævnt i strategien, så er det i høj grad skrevet ind mellem linjerne, slår Jacob Kaarsbo fast. 

»Bare det, at man har udnævnt Jeff Landry, som USAs særlige udsending til Grønland, siger alt om hans ambitioner,« lyder det fra eksperten med henvisning til Trumps udpegning af Louisianas guvernør 22. december sidste år.

I samme ombæring efterlyser Jacob Kaarsbo mere tydelighed fra de danske myndigheder, når det kommer til truslen mod Grønland fra USA.

»I Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) årlige risikovurdering talte man om USA som en trussel, men ikke så direkte, som man kunne,« siger han og fortsætter:

»Det var en diplomatisk udlægning, renset for det, der egentlig virkelig sker i forhold til Grønland, hvor situationen er noget værre.« 

Han maner dog lidt til ro, og fremhæver den danske oprustning og øgede militære tilstedeværelse omkring Grønland, som i mange år har været efterlyst fra Donald Trump.

»Pointen er ikke, at vi skal i krig med USA. Men det er at afskrække Trump fra at gøre noget dumt,« siger han og fortsætter: 

»Vi skal spille på, hvor upopulært det ville være at lave militære planer mod Grønland i USA. Det vil skabe et kæmpe ramaskrig,« siger Jacob Kaarsbo.

Udviklingen i Venezuela er ifølge Jacob Kaarsbo et tydeligt wakeupcall, der viser, at de danske myndigheder og regeringen må begynde at drøfte deres næste skridt med de »rigtige« allierede, når det kommer til Grønlands-spørgsmålet.

Forsvarets Efterretningstjeneste har »ingen kommentarer« til kritikken som Jacob Kaarsbo rejser..

B.T. forsøger at få en kommentar fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).