USA har lørdag gennemført en række militære angreb mod det sydamerikanske land Venezuela. Hertil har USA også taget præsidenten Nicolás Maduro og hans hustru til fange.

Bag angrebet står USAs militær, bekræfter den amerikanske præsident, Donald Trump, på sit sociale medie Truth Social.

Angrebene er en bekymrende eskalering af konflikten, som længe har ulmet mellem USA og Venezuela, mener Rasmus Brun Pedersen, der er lektor og ph.d. i international politik ved Aarhus Universitet. 

»Det er et meget mere vidtgående angreb, end det man har set hidtil,« siger han til B.T.

»Samtidig skal vi være enormt bekymrede i Danmark, når vi ser, hvor langt amerikanerne er villige til at gå militært,« tilføjer han med henvisning til, at Donald Trump flere gange har givet udtryk for, at han ønsker amerikansk kontrol over Grønland. 

Han understreger dog, at Grønland er dækket af Danmarks NATO-medlemskab, hvilket spiller en væsentlig rolle i vurderingen af, om USA overhovedet kunne finde på at gennemføre en lignende operation på dansk territorium.


 Ild ved Fuerte Tiuna, Venezuelas største militærkompleks, ses på afstand efter en række eksplosioner i hovedstaden Caracas den 3. januar 2026.
Ild ved Fuerte Tiuna, Venezuelas største militærkompleks, ses på afstand efter en række eksplosioner i hovedstaden Caracas den 3. januar 2026. AFP/Ritzau Scanpix

Flere eksperter har tidligere peget på, at USAs massive pres på Venezuela de seneste måneder handler om tre ting:

Landets store oliereserver, ønsket om et regimeskifte og et opgør med narkosmugling til USA – hvorfor USA har ramt flere formodede narkobåde i det caribiske hav de seneste måneder.

Ifølge Rasmus Brun Pedersen ser vi i øjeblikket en klar optrapning af konflikten mellem de to lande, som han kalder »meget alvorlig«.

»I stedet for at gå efter de såkaldte narkoterrorister, som man har gjort tidligere, ligner det denne gang, at USA har rettet angreb mod det venezuelanske militær og militære mål,« siger han og tilføjer: 

»Jeg forestiller mig, at det kan blive startskuddet til en længerevarende amerikansk militærkampagne mod Venezuela.«

Det er derfor ifølge eksperten et klart signal fra USA til omverdenen – og særligt de latinamerikanske lande, hvor Kinas indflydelse er voksende. 

»Det viser, at USA og Donald Trump mener det, når de truer med militær magt, og siger, at man skal blusse ned for samarbejdet med eksempelvis Kina,« fastslår Rasmus Brun Pedersen og tilføjer:

»Så det må også vække bekymring herhjemme.«

Danmark har endnu ikke officielt reageret på lørdagens angreb. 

B.T. følger situationen tæt. Du kan du læse om udviklingen minut for minut HER.